FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, er meget bekymret over den igangværende, brutale konflikt i Sudan, som nu tvinger titusinder af mennesker på flugt fra deres hjem både inde i landet og over grænserne i søgen efter sikkerhed. De humanitære behov i Sudan var allerede enorme, inden volden eskalerede – heriblandt for de mere end 3,8 millioner mennesker, som er internt fordrevne i landet. Et tal, som nu stiger hurtigt, selvom der endnu ikke er nogen tilgængelige statistikker.
Mindst 20.000 sudanesere er nu flygtet til nabolandet Tchad. Et land, som allerede er presset på ressourcer og huser næsten 600.000 flygtninge. De nyankomne er flygtet fra Darfur, som er en af de regioner i Sudan, der er hårdest ramt af vold, og hvor den voksende ustabilitet kan forårsage, at mange flere mennesker bliver tvunget på flugt over de kommende uger.
Andre er flygtet til Egypten. UNHCR er i dialog med den egyptiske regering for at drøfte, hvordan mennesker, der har behov for international beskyttelse, modtages og behandles ordentligt.
Dertil er mindst 4.000 sydsudanesiske flygtninge – blandt de i alt 1,1 millioner flygtninge, som i øjeblikket bliver huset i Sudan – blevet tvunget til at vende hjem til et usikkert Sydsudan. Flere sydsudanesere vil med stor sandsynlighed følge trop.
Flygtningehøjkommissæren appellerer til alle nabolandene om at holde deres grænser åbne for mennesker, der søger sikkerhed og beskyttelse. UNHCR øger støtten til nabolandenes regeringer, mens de forbereder sig på at modtage et større antal flygtninge.
Flygtningehøjkommissæren bakker op om de adskillige opfordringer fra FN’s generalsekretær om, at alle parter øjeblikkeligt skal ophøre stridighederne og begynde meningsfulde fredsindsatser. Det er presserende nødvendigt for at forhindre en endnu større flygtningekrise, som kan destabilisere en allerede skrøbelig region yderligere.
Imens forbliver UNHCR – sammen med resten af FN – i Sudan for at støtte befolkningen. Vi fortsætter vores humanitære operationer, hvor det er sikkerhedsmæssigt muligt, og benytter også nogle af de samarbejdsnetværk, der blev etableret under pandemien. UNHCR har til hensigt at øge hjælpeindsatsen overalt i Sudan så hurtigt som muligt.
Sidst men ikke mindst, opfordrer flygtningehøjkommissæren det internationale samfund til at bidrage med tilstrækkelige ressourcer for at støtte UNHCR’s indsatser. Responsen til flygtninge i regionens lande har længe været ekstremt underfinansieret.
Vi skal omgående imødekomme flygtningenes behov såvel som de værtslande og samfund, der huser dem, især eftersom flere mennesker tvinges på flugt for at søge sikkerhed. Det er endnu muligt at undgå en fuldkommen katastrofe, men uret tikker hurtigt.
Del på Facebook Del på Twitter