FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, appellerer, sammen med andre humanitære organisationer, til Afghanistans de facto myndigheder om at ophæve det nye påbud om, at kvinder ikke må arbejde for ikke-statslige organisationer i landet.
”At forhindre kvinder i at udføre humanitært arbejde er en alvorlig fornægtelse af deres menneskelighed. Det vil kun resultere i yderligere lidelse og modgang for alle afghanere – og særligt kvinder og børn. Dette forbud skal ophæves,” siger Grandi.
Mere end 50 kvindelige ansatte arbejder for UNHCR’s 19 NGO-partnere i Afghanistan og hjælper knap en million kvinder og børn. De seneste restriktioner vil tvinge FN’s Flygtningeorganisation til midlertidigt at stoppe kritiske indsatser for at hjælpe den afghanske befolkning, særligt kvinder og børn. Udover at levere livreddende humanitær nødhjælp spiller de kvindelige ansatte en helt central rolle i arbejdet med at finde løsninger for afghanere, som er hårdt ramt af fire årtiers konflikt og forfølgelse, herunder millioner af flygtninge og internt fordrevne på flugt fra deres hjem.
Omkring 3,4 millioner mennesker er i øjeblikket tvunget på flugt internt i Afghanistan, mens yderligere 2,9 millioner mennesker er flygtet ud af landet. ”Man risikerer, at endnu flere familier tvinges til at flygte ud af landet, når man laver så voldsomme restriktioner for afghanske kvinders rettigheder og deres muligheder for at involvere sig i humanitært- og udviklingsarbejde. Disse restriktioner ødelægger også perspektiverne for at finde varige løsninger for de mennesker, som allerede er tvunget på flugt – herunder deres mulighed for frivilligt at vende tilbage til deres hjemland for at genopbygge deres liv,” siger Grandi.
På tværs af Afghanistans 34 provinser har kvinder spillet en aktiv og ledende rolle i de humanitære indsatser, hvilket har gjort det muligt for UNHCR at hjælpe over seks millioner afghanere siden august 2021. Denne lov, som er endnu én i rækken af restriktioner af kvinders rettigheder, vil have fatale konsekvenser for den afghanske befolkning, der udgør omkring 40 millioner mennesker.
Del på Facebook Del på Twitter