Flere end 6,4 millioner mennesker i Pakistan har lige nu desperat brug for nødhjælp på grund af de altødelæggende oversvømmelser og jordskred, som hærger landet. Omkring 33 millioner mennesker er de seneste uger blevet ramt af monsunregnen og oversvømmelser, som har dræbt mere end 1.100 mennesker, såret næsten 1.600 mennesker og forårsaget ødelæggelser, der ikke er set i årtier.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er allerede til stede i Pakistan og arbejder på at hjælpe og beskytte de mange ofre. Novo Nordisk Fonden støtter nu dette akutte arbejde med en bevilling på 1 million kr. til UNHCR’s nødhjælpsindsats i landet.
”UNHCR yder en kæmpe indsats i Pakistan for at hjælpe ofrene fra oversvømmelserne. Med dette bidrag bakker vi op om deres livreddende arbejde, der hjælper titusinder af mennesker, der har desperat behov for humanitær nødhjælp og beskyttelse,” siger Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden.
I Balochistan og Khyber Paktunkhwa provinserne, der begge er hårdt ramt af oversvømmelserne og samtidig huser størstedelen af de 1,3 millioner flygtninge, der bor i Pakistan, uddeler UNHCR livreddende nødhjælp til den lokale befolkning og de mange flygtninge. Der bliver også bragt nødhjælp ind til de oversvømmede områder i den sydlige Sindh-provins. UNHCR planlægger at hjælpe omkring 50.000 husstande i de værst ramte områder med mere end 1 million nødhjælpsforsyninger.
”Vi er i UNHCR meget taknemmelige for, at Novo Nordisk Fonden endnu en gang hurtigt støtter op om vores akutte nødhjælpsindsats. Vores medarbejdere i Pakistan fortæller om helt ubegribelige ødelæggelser, og UNHCR’s eksperter arbejder lige nu i døgndrift for at få mere nødhjælp fordelt til de mange desperate mennesker,” siger Eva Raabyemagle, Privatsektorchef for UNHCR i Danmark.
UNHCR har allerede leveret 71.000 nødhjælpsforsyninger i form af telte, presenninger, hygiejnekits, tæpper, solcellelamper og soveunderlag. Derudover har UNHCR også uddelt 10.000 sandsække, så berørte familier kan beskytte deres bolig.
Over de sidste 40 år har Pakistan taget imod millioner af afghanske flygtninge og huser i dag omkring 1,3 millioner registrerede afghanske flygtninge. Flere end 420.000 afghanske flygtninge opholder sig i de områder i Pakistan, der er værst ramt af oversvømmelserne, herunder i provinserne Sindh, Balochistan og Khyber Pakhtunkwa.
En FN-appel, udsendt sammen med den pakistanske regering, beder akut om 160 millioner dollars til at dække de mest nødvendige behov, som husly, beskyttelse og mad, blandt flere end 5 millioner mennesker, der er særlig hårdt ramt af oversvømmelserne.
Del på Facebook Del på Twitter