I UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er vi dybt berørte over den tragedie, der har ramt den afghanske befolkning ved gårsdagens dødelige jordskælv i Afghanistan. Det rapporteres, at mindst 1.000 mennesker har mistet livet, og mange flere er sårede under de omfattende ødelæggelser.
UNHCR har mobiliseret og udsendt personale til de mest berørte områder i Pakitika- og Khost-provinserne fra vores feltkontor i Gardez. I øjeblikket er fokus på eftersøgnings- og redningsarbejdet for at finde overlevende. Der er frygt for, at flere vil miste livet, hvis de overlevende ikke nås i tide i de fjerntliggende dele af landet.
Lokale myndigheder i Afghanistan har bedt om øjeblikkelig humanitær assistance, og UNHCR sender akut både feltpersonale og nødhjælpsforsyninger til de mange mennesker, som har presserende behov – sammen med andre humanitære partnere.
“Det er hjerteskærende at se denne tragedie udfolde sig i Afghanistan ovenpå den igangværende humanitære krise, som afghanerne gennemlever hver dag,” siger Filippo Grandi, FN’s Flygtningehøjkommissær.
“Jeg sender min dybeste medfølelse til befolkningen i Afghanistan og især til dem, der har mistet venner og familie i denne forfærdelige naturkatastrofe. UNHCR står sammen med afghanerne i denne svære tid, og vi vil gøre alt for at hjælpe de berørte.”
Afghanistan står midt i en alvorlig humanitær krise. Omkring 3,5 millioner mennesker er tvunget på flugt internt i landet og endnu flere kæmper for at overleve stigende fattigdom og sult, med sociale ydelser under enormt pres.
“Denne tragedie er endnu et eksempel på, at afghanerne har brug for og fortjener verdens solidaritet og støtte,” tilføjer Grandi.
UNHCR har været til stede i Afghanistan og de berørte nabolande de sidste fire årtier. Siden januar i år har knap en million mennesker på flugt i Afghanistan og i nabolandene modtaget hjælp fra UNHCR.
Del på Facebook Del på Twitter