Med vigtige bidrag fra Danmark, Estland, Finland, Norge og Sverige kunne UNHCR sikre vinterhjælp til syriske flygtninge i Jordan og andre lande i Mellemøsten.
Hver vinter forårsager regn og kulde oversvømmelse og andre problemer for de syriske flygtninge i Za’atari-lejren i Jordan. ©UNHCR/Yousef Alhariri
Mellem bygningerne i Jordans Za’atari-flygtningelejr blander en ældre kvindes sang sig med lyden af tunge regndråber på tagene.
Stemmen tilhører 74-årige Fandia. Hun er flygtning fra Syrien og den eneste til at forsørge sine forældreløse børnebørn. Hun er også en af de syrere i Jordan, der har modtaget særlig økonomisk støtte fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, denne vinter. Støtten gives til de flygtninge, der vurderes at være ekstra sårbare.
Selv om temperaturerne nu stiger, og foråret langsomt melder sin ankomst, har vinteren som sædvanligt været hård for de syriske flygtninge i Jordan og de omkringliggende lande. Voldsomme regn- eller snebyger har oversvømmet folks hjem, og for mange syrere er det stort set umuligt at få råd til gas, varmt tøj og andre ting, der kan hjælpe dem med at holde varmen i de kolde måneder.
”Jeg havde ikke klaret mig uden økonomisk støtte,” siger Fandia og uddyber:
”Jeg skal både sørge for at holde børnene varme og have råd til at betale vores udgifter. Der er mange behov.”
Za’atari-lejren huser omkring 80.000 syriske flygtninge. Efter elleve års krig er Syrien verdens største flygtningekrise med 6,7 millioner internt fordrevne og 6,6 millioner flygtninge, hvoraf mange ikke vil kunne vende hjem inden for den nærmeste fremtid. Langt de fleste flygtninge uden for Syrien – 5,6 millioner mennesker – opholder sig i nabolandene.
Denne vinter sikrede UNHCR støtte til i alt 2,3 millioner syrere i Syrien, Jordan, Libanon, Egypten og Irak. Udover syrere, ydede UNHCR også støtte til flygtninge fra andre lande og udsatte borgere i værtslandene.
For de uddelte kontantbeløb kan de købe det, de har brug for, for at komme igennem vinteren f.eks. gas og mad. Samtidig støtter de lokale erhvervsdrivende. Udover økonomisk støtte uddelte UNHCR madrasser, tæpper og andre hjælpemidler til at holde varmen. UNHCR har også repareret huse og afløbssystemer for at forberede lejre og bosættelser på voldsomme regn- og snebyger.
UNHCRs hjælp er nået frem takket være lande som Danmark, Estland, Finland, Norge og Sverige, der alle har bidraget til organisationens arbejde i Syrien og nabolandene i 2021. De nordiske lande er desuden blandt UNHCRs største donorer, og deres store andel af ikke-øremærket og fleksibel støtte bidrager også til UNHCR’s indsats for syriske flygtninge.
”Mange syrere har nu tilbragt 11 vintre som flygtninge eller internt fordrevne. De vigtige bidrag fra nordiske og baltiske lande har hjulpet os med at gøre en stor forskel for mange udsatte familier. Takket være deres fleksible finansiering til UNHCR har vi kunnet levere vigtig økonomisk støtte, tæpper og vintertøj samt ruste lejre og bosættelser til at modstå vejret,” siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant i de nordiske og baltiske lande.
Tilbage i Za’atari-lejren i Jordan er Fandia taknemmelig for støtten.
”Jeg betalte 100 dinar for at vedligeholde vores shelter. Vi har betalt vores gæld. Og jeg har købt en gasflaske og betalt for genopfyldning. Vi takker dem, der har hjulpet os, for deres støtte,” siger hun.
Danmark som donor til UNHCR
Danmark er blandt UNHCR’s top ti-donorer og har i 2021 bidraget med 101,2 millioner USD, hvoraf 34 procent er ikke-øremærket, hvilket gør det muligt for UNHCR at reagere hurtigt på nødsituationer og underfinansierede kriser.
I 2021 bidrog Danmark med 8 millioner USD til UNHCR’s humanitære indsats i Syrien og nabolandene.
Estland som donor til UNHCR
I 2021 bidrog Estland med næsten 700.000 USD til UNHCR, hvoraf godt 100.000 er ikke-øremærket, hvilket gør det muligt for UNHCR at reagere hurtigt på nødsituationer og underfinansierede kriser.
Estland donerede desuden 91.500 USD til UNHCR’s humanitære indsats i Syrien og nabolandene.
Finland som donor til UNHCR
I 2021 bidrog Finland med 26,6 millioner USD til UNHCR, hvoraf 31 procent er ikke-øremærket, hvilket gør det muligt for UNHCR at reagere hurtigt på nødsituationer og underfinansierede kriser.
Finland donerede desuden 5,97 millioner USD til UNHCR’s humanitære arbejde i Syrien og nabolandene.
Norge som donor til UNHCR
Norge er blandt UNHCR’s top ti-donorer og har i 2021 bidraget med 107,4 millioner USD. 74 procent er ikke-øremærket, hvilket gjorde Norge til den største donor af ikke-øremærket funding i 2021.
I 2021 bidrog Norge med 2 millioner USD til UNHCRs humanitære indsats i Syrien og nabolandene.
Sverige som donor til UNHCR
Sverige er blandt UNHCR’s top ti-donorer og den største flerårige donor af ikke-øremærket funding. I 2021 bidrog Sverige med 122,9 millioner USD til UNHCR, hvoraf 61 procent er ikke-øremærket, hvilket gør det muligt for UNHCR at reagere hurtigt på nødsituationer og underfinansierede kriser.
Sverige donerede desuden 7,1 millioner USD til UNHCR’s humanitære arbejde i Syrien og nabolandene.
Del på Facebook Del på Twitter