14. december 2020 fylder UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, 70 år. Vi blev skabt på askerne af Anden Verdenskrig for at hjælpe millioner af europæere drevet på flugt. De efterfølgende årtier bragte nye krige og flygtningestrømme – og igen og igen er UNHCR rykket ud for at lede og koordinere hjælpearbejdet og bruge vores stærke stemme til at beskytte mennesker på flugt og finde varige løsninger.
Danmark var med fra starten og var blandt de første lande til at underskrive FN’s Flygtningekonvention i 1951. Få år senere åbnede landet sine døre for tusindvis af ungarere, der i 1956 måtte flygte fra Sovjetunionens overgreb. I 1970’erne tog vi gæstfrit imod vietnamesere, der flygtede fra krigens rædsler og blev samlet op til søs og bragt i sikkerhed i Danmark. Eksemplerne er mange og viser, at danskerne, drevet af stærke humanitære værdier og principper, gennem tiden har været blandt UNHCR’s stærkeste støtter.
Danmark gav os også Flygtningehøjkommissær Poul Hartling, der med stolthed i 1981 modtog UNHCR’s anden Nobel Fredspris for organisationens utrættelige indsats. I sin takketale mindede han os om det vigtige budskab: ”Lad os aldrig ophøre med at have medfølelse med mennesker i nød”.
UNHCR er i dag aktivt engageret i over 130 lande, og vi arbejder hårdere end nogensinde for at hjælpe, beskytte og skabe holdbare løsninger for de 80 millioner mennesker, der i dag er tvunget på flugt på grund af krig, konflikt og forfølgelse. Der er ca. 11 millioner mennesker på flugt fra krigen i Syrien, mere end en million rohingya’er på flugt fra brutal vold i Myanmar, og senest er knap 50.000 etiopiere flygtet til Sudan fra en eskalerende konflikt i Etiopiens nordlige Tigray-region. Alle disse og de millioner af andre mennesker på flugt i verden har brug for beskyttelse og en hjælpende hånd, så de kan komme på fode og leve et værdigt liv.
Men vi kan ikke gøre det alene. Samarbejde, partnerskaber og støtte fra alle dele af samfundet er nødvendigt. Danskerne, danske virksomheder og private fonde kan alle være med til at gøre en forskel. Klik her for at få mere information om, hvordan den private sektor kan bidrage eller kontakt os på [email protected].
Verden har forandret sig – men vores opgave er den samme.
Del på Facebook Del på Twitter