Knap 64.000 kvoteflygtninge blev sidste år genbosat via UNHCR’s kvoteprogram – men det dækker langt fra behovet.
Ud af 1,4 mio. flygtninge, der på verdensplan skønnes at have akut behov for genbosættelse som kvoteflygtninge, blev kun 63.696 genbosat sidste år gennem UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation.
Selv om antallet af flygtninge, der blev genbosat i 2019, steg beskedent med 14 procent i forhold til det foregående år, hvor 55.680 mennesker blev genbosat, er der stadig en kolossal afstand mellem behovet for genbosættelse og antallet af kvotepladser, der stilles til rådighed af regeringer rundt om i verden.
“Genbosættelse er ikke en løsning for alle verdens flygtninge, men det er en livreddende indsats til at sikre beskyttelsen af de mest udsatte, hvis liv ofte afhænger af det,” siger Grainne O’Hara, leder af afdelingen for international beskyttelse hos UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation.
De største antal kvoteflygtninge, der sidste år blev genbosat via UNHCR’s program, kom til USA efterfulgt af Canada, Storbritannien, Sverige og Tyskland.
Af de mere end 63.000 flygtninge, der sidste år blev genbosat som kvoteflygtninge, stammede det største antal fra Syrien, Den Demokratiske Republik Congo og Myanmar.
Det er en af de centrale målsætninger i den Globale Flygtningepagt at øge mulighederne for at genbosætte flygtninge eller på anden måde at finde alternative løsninger, herunder gennem adgang til familiesammenføring, uddannelse og mulighed for at arbejde. Det er en håndgribelig måde for stater at dele ansvaret og vise solidaritet med lander, der huser store flygtningegrupper.
Arbejdet med at øge antallet af kvotepladser og øge antallet af lande, der deltager i kvoteprogrammet, blev sidste år styrket med en treårig strategi for genbosættelse og supplerende adgangsveje, der blev lanceret af regeringer, NGO’er, civilsamfundsgrupper og UNHCR.
Selv om strategiens mål om at genbosætte 60.000 kvoteflygtningel i 29 stater i 2019 er nået, gør de aktuelle prognoser UNHCR bekymret for, at færre flygtninge vil blive genbosat i år. I 2020 er målet, at 31 lande skal genbosætte op til 70.000 kvoteflygtninge, henvist af UNHCR.
Blandt UNHCR’s prioriteter i år er at øge antallet af kvotepladser og gruppen af lande, der modtager kvoteflygtninge og flygtninge gennem andre alternative adgangsprogrammer, samt at sikre og opretholde integriteten i kvoteprogrammet.
UNHCR og IOM, Den Internationale Organisation for Migration, har iværksat et fælles initiativ, Sustainable Resettlement and Complementary Pathways Initiative (CRISP), der skal implementere de nødvendige aktiviteter for at nå målsætninger inden for genbosættelse, og appellerer til staterne om at yde den nødvendige finansielle støtte på 19,9 millioner USD.
Flere oplysninger om UNHCR’s genbosættelsesdata for 2019 findes her, og UNHCR’s Global Resettlement Data Portal med statistik fra 2003 og frem kan findes her.
Del på Facebook Del på Twitter