Efter at være blevet tvunget på flugt fra sit hjemland og have mistet familiemedlemmer var det universitetet, der påny gav Nixon Raphael et håb for fremtiden. Han har fået et stipendium med støtte fra UNHCR og Danmark.
Da Nixon Raphael blev tvunget til at forlade sit hjemland Sydsudan i februar 2014, blev han flygtning for anden gang i sit liv – og da konflikten også gjorde det umuligt for ham at fortsætte sine studier i medicin, mistede han for alvor al håb og gejst.
”Jeg drømte om at blive læge for at kunne hjælpe denne nye nation. Mit land. Jeg ville gerne være gynækolog, for i Sydsudan er der en meget høj mødre- og spædbarnsdødelighed, så på den måde ville jeg kunne hjælpe og bidrage. Det var så trist at blive tvunget til at forlade landet igen,” siger Nixon.
Da han voksede op – og i sytten år af hans liv – levede han og hans familie i eksil i Uganda, men senere blev de repatrieret til deres hjemregion, der nu er en del af Sydsudan. Da Nixon blev tvunget til at flygte igen, var hans liv i alvorlig fare, forklarer han, da han var en af de whistle-blowers, der vidnede om de forbrydelser og grusomheder, der blev begået i Sydsudan.
”Min familie blev myrdet. Jeg er nu den eneste dreng tilbage i min familie,” siger han.
Nixon fortæller sin historie fra en bænk i caféen på den store, livlige universitetscampus i Addis Ababa i Etiopien – og hans historie vidner om eksil og modgang, men er samtidig også fyldt med ambition, drivkraft og modstandsdygtighed.
Han kom til Etiopien for seks år siden, og til at begynde med boede han i Sherkole flygtningelejren tæt på grænsen til Sudan og Sydsudan. Men inden længe bliver nu 31-årige Nixon færdiguddannet som farmaceut fra universitetet i Addis Ababa.
”Jeg var meget deprimeret før. Jeg har mistet min familie. Jeg har mistet midt håb om at blive læge. Men stipendet til at kunne gå på universitetet gav mig et håb om at se på fremtiden med energi og optimisme. Mine forældre er analfabeter, og jeg bliver den første person i familien, der får en universitetsuddannelse.”
Nixon er en af de cirka 1.400 flygtninge, der i øjeblikket er indskrevet på videregående uddannelser i Etiopien – et af de lande i Afrika, der huser flest flygtninge, hovedsagligt fra Sydsudan, Eritrea, Sudan og Somalia.
”Som flygtninge har vi typisk mistet alt, men det, der kan give os håbet tilbage, er at blive uddannet.”
I Etiopien tilbyder to programmer stipendier til videregående uddannelse for flygtninge. De er begge faciliteret af regeringen og er knyttet til landets progressive ”Out of camp”-politik for flygtninge. Det ene program er økonomisk støttet af UNHCR, FN’s Flygtningeorgainsation, via bidrag fra Danmark og støtter 622 studerende i år.
Det andet støttes af det såkaldte DAFI-program, der primært finansieres af den tyske regering og i øjeblikket støtter 815 flygtningestuderende i Etiopien. På topmødet Global Refugee Forum i december 2019 annoncerede Danmark et bidrag og støtte til DAFI-programmet, hvilket vil give endnu flere unge flygtninge adgang til stipendier og muligheden for at fortsætte deres uddannelse.
Behovet for at udvide og øge unge flygtninges mulighed for at få stipendier til universiteter er er åbenlyst og presserende, ikke mindst i takt med at flere flygtninge færdiggør ungdomsuddannelse. I dag er det kun tre procent af unge flygtninge globalt, der har adgang til videregående uddannelse sammenlignet med 37 procent af deres jævnaldrende. Tal, som UNHCR og partnere er fast besluttet på at forbedre. Det er tanken bag den nyligt vedtagene ”15by30”-strategi, der har som målsætning, at 15 procent af flygtninge skal have adgang til videregående uddannelse inden 2030.
For Nixon Raphael er der ingen tvivl om, hvor vigtig uddannelse er for flygtninge og deres udsigt til at kunne genopbygge deres hjemlande senere hen:
”Som flygtninge har vi typisk mistet alt, men det, der kan give os håbet tilbage, er at blive uddannet. Hvis flygtninge uddannes, vil de blive de bedste ledere, fordi de har selv oplevet konflikt, de har været igennem enhver form for modgang, og med ønsket om aldrig at placere andre i samme situation, vil du kæmpe for fred og løsninger.”
Selv er Nixon dybt involveret i at kæmpe for flygtninges uddannelsesmuligheder og få flygtningebørn på skolebænken. Han er Refugee Youth Coordinator på unviersitet samt repræsentant for unge flygtninge ved FN’s Økonomiske Komité for Afrika – og i de rolle har han bl.a til opgave at bidrage til programmer, der kan styrke forholdene for flygtningebørn.
Hvert år arrangerer han en tur for sine medstuderende fra de forskellige sundhedsafdelinger på universitetet, hvor de besøger en af flygtningelejrene i landet. Formålet er, at hans medstuderende får større viden om flygtningesituationen, oplever livet i en flygtningelejr samt bidrager med frivilligt arbejde i lejrens sundhedscentre. Men for Nixon handler det også om at inspirere børnene i lejren.
”Jeg vil vise de unge flygtninge, hvad jeg er blevet til, for at give dem håb og motivere dem til at følge deres egne ambitioner. Jeg vil have, at de søger mod uddannelse for at få færdigheder, viden og blive selvstændige,” siger han.
”At være flygtning er ikke i sig selv en barriere. Fysisk lever vi i eksil, men det gør vores hjerner ikke. Dem kan vi træne og engagere.”
Efter sin endelige eksamen drømmer Nixon om at arbejde med at fremme uddannelse i lejrene endnu mere. Og så forhåbentlig at vende hjem, når det igen bliver sikkert.
”Helt ærligt, så ønsker jeg virkelig at vende tilbage til mit land og bidrage, måske blive leder inden for sundhedsvæsnet. Jeg kan ikke være flygtning for evigt. Men det er stadig for farligt for mig.”
Del på Facebook Del på Twitter