UNHCR offentliggør i dag udnævnelsen af model, fotograf og humanitær fortaler Helena Christensen som organisationens seneste Goodwill Ambassadør.
Udover at være et af verdens mest genkendelige ansigter har Helena også opnået en respekteret og fremtrædende international karriere inden for fotografi. Siden 2015 har Helena brugt sin kreativitet til at arbejde med UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, for at fortælle flygtninges historier og give de fordrevne en stærkere stemme. Hun har rejst over hele verden til lande som Rwanda, Ukraine og Colombia.
Ved udnævnelsen til Goodwill Ambassadør i dag, siger Helena: “Over 68,5 millioner mennesker er tvunget på flugt rundt om i verden, og antallet er stigende. Der har aldrig været et større behov for at vise sin støtte til flygtninge. Jeg håber at fortsætte med at støtte op om flygtninge og menneskeliggøre deres historier. Det gælder mennesker som Maribeth, som jeg mødte og fotograferede i Colombia, Marcelline i Rwanda og Olena i Ukraine. Det rørte mig dybt at lære disse fantastiske kvinder at kende og være med til at dele deres utrolige historier.”
Filippo Grandi, FN’s Flygtningehøjkommissær, udtaler: “Helena bliver en vidunderlig Goodwill Ambassadør for UNHCR. Hun har en ægte passion for og et stærkt engagement i flygtningesagen samt evnen til at fange og fortælle flygtninges historier gennem hendes fotografier. Det er netop den rolle, som Goodwill Ambassadører spiller – at skabe opmærksomhed om og fortælle historierne om dem, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Helena i de kommende år.”
I løbet af de sidste fem år har Helena kæmpet for nogle af de mest sårbare flygtninge og fordrevne rundt om i verden. Som førstehåndsvidne til UNHCR’s arbejde i Columbia i 2015 dokumenterede hun forholdene for internt fordrevne kvinder. Under denne tur mødte og fotograferede hun blandt andet Maribeth, der bor i et slumkvarter udenfor Bogota. Hun brugte sine fotografier til at vise, at Maribeth, til trods for at hun er fordrevet fra sit hjem, ikke er defineret af livet i eksil – hun er mor, kok og danser.
I Rwanda sidste år tilbragte Helena tid med flygtninge, der for nyligt er flygtet fra vold og forfølgelse i Burundi, og hun støttede UNHCR’s appel for flere midler til at kunne levere tag over hovedet, mad og daglige fornødenheder i en af verdens mest glemte og underfinansierede flygtningekriser. På turen deltog Helena i et modeshow sammen med flygtninge fra Mahama-lejren. Det tøj, der blev fremvist, var resultatet af et UNHCR-støttet projekt, Tailors Co-operative, der støtter kvinder ved at lære dem at bruge en symaskine og giver dem en mulighed for at skabe sig et levebrød og få social støtte.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er en global organisation, der leder det internationale arbejde med at beskytte mennesker, som er tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af konflikt og forfølgelse. UNHCR leverer livreddende hjælp, herunder husly, mad og vand, hjælper med at sikre grundlæggende menneskerettigheder og udvikler løsninger, der sikrer, at mennesker har et sikkert sted at kalde hjem, hvor de kan genopbygge deres liv og skabe sig en fremtid.
Udnævnelsen af Helena Christensen sker, mens vi tæller ned til World Refugee Day (FN’s Internationale Flygtningedag) 20. juni 2019. Det er en dag, der markeres verden rundt, og hvor lokalsamfund, skoler, virksomheder, trossamfund og mennesker fra alle samfundslag opfordres til at tage store og små skridt for at vise solidaritet med flygtninge. Mere information her.
Se mere om Helena Christensens arbejde og støtte for UNHCR her.
Del på Facebook Del på Twitter