UNHCRs partner Inkomoko i Rwanda træner flygtninge i at drive forretning. Resultaterne er markante: Flygtningene bliver i højere grad selvforsørgende og forbedrer deres levevilkår, mens de skaber økonomisk vækst.
Inkomoko in Kigali, Rwanda © UNHCR / Hector Perez.
Jacqueline Muhimpundu kom til Rwanda med sine børn i 2015 på flugt fra uro og vold i hjemlandet Burundi. Hun måtte efterlade sin mand hjemme i Burundi, og hun ved i dag ikke, om han stadig er i live.
“Jeg har ikke hørt fra ham siden januar 2016. Jeg ved ikke, hvor han er,” siger Jacqueline, der selv forsørger sine fire børn.
I Burundi levede Jacqueline af at sælge tekstiler på markedet, men i Rwanda har hun skabt sin egen virksomhed på baggrund af færdigheder, hun lærte gennem UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, da da hun måtte flygte til Kenya for mange år siden. Nu er Jacqueline flygtning for tredje gang i sit liv – men hun er også iværksætter med en voksende forretning, der fremstiller sæbe og rengøringsartikler.
“Da jeg kom til Rwanda, var dét det første, jeg tænkte på, fordi jeg vidste, at jeg allerede havde færdighederne til det,” forklarer Jacqueline.
“Vi mener, at flygtninge med deres kompetencer og en iværksætter-tankegang virkelig kan være med til at bidrage til at udvikle vores land. Og de kan blive selvforsørgende.”
Hun er en af de mange flygtninge i Rwanda, der har haft stor gavn af de træningsprogrammer for iværksættere, der tilbydes af Inkomoko, som er en af UNHCR’s partnere. Inkomoko er den rwandiske afdeling af African Entrepreneur Collective og træner både lokale og flygtninge med iværksætterdrømme.
“Flygtninge har færdigheder og kompetencer, når de ankommer. De kommer hertil, fordi de har brug for sikkerhed og tryghed, men vi mener, at de med deres kompetencer og en iværksætter-tankegang virkelig kan være med til at bidrage til at udvikle vores land. Og de kan blive selvforsørgende,” forklarer Lydia Irambona, direktør for Special Projects and Government Relation i Inkomoko.
Sidste år gennemførte 1.699 flygtninge-iværksættere Inkomokos træningsprogram. Her har de lært alt om at drive en virksomhed, lige fra bogføring og salg til markedsføring og kundepleje.
“Vi lærer dem, hvordan man driver en virksomhed i Rwanda, alle de gældende ”dos and don’ts” som iværksætter. Vi træner iværksættere fra alle typer af brancher – landbrug, detail- og engroshandel, restauranter og mode,” siger Lydia Irambona.
Iværksætter-programmet er gratis at deltage i for flygtningene. Finansieringen kommer fra UNHCR og andre donorer og partnere, eksempelvis Master Card. Resultaterne viser tydeligt, at det er det hele værd. De blomstrende iværksætter-virksomheder skaber nemlig arbejdspladser: I 2017 skabte flygtninge-iværksættere 2.492 arbejdspladser i Rwanda – og statistik fra Inkomoko viser, at virksomhederne oplever både stor vækst og voksende indtægter.
Ifølge Lydia Irambona er Inkomoko godt i gang med at rekruttere cirka 1.600 nye flygtninge-iværksættere til træningsprogrammet i 2019. Derudover udvider Inkomoko også snart deres aktiviteter til Kenya med en ny afdeling i Kakuma-flygtningelejren.
“I en tid med store flygtningestrømme og en global flygtningekrise vil udvidelsen af Inkomokos aktiviteter til andre lande være med til at slå fast, at flygtninge er værdige mennesker, der kan forsørge dem selv, hvis de får samme muligheder som andre borgere,” siger hun.
“Mit håb for fremtiden er at øge min kapital og få min virksomhed til at vokse yderligere.”
Jacqueline Muhimpundus træning hos Inkomoko har fået stor betydning for hendes virksomhed – og dermed hendes evne til at forbedre levevilkårene for sig selv og sin familie.
“Det har betydet en stor forskel for min forretning, at jeg har deltaget i programmet. Jeg startede alene og fremstillede sæbeprodukterne i et lille rum ved siden af det værelse, hvor jeg sov sammen med mine børn. Nu, hvor mit foretagende er vokset, har jeg kunnet ansætte personale til at hjælpe mig i virksomheden, og jeg har fået råd til et større hus til min familie,” siger Jacqueline.
I øjeblikket har hun fem medarbejdere: To andre flygtninge og tre fra lokalområdet, men hendes ambitioner ender ikke her:
“Mit håb for fremtiden er at øge min kapital og få min virksomhed til at vokse yderligere, så jeg kan åbne flere afdelinger. Jeg ønsker at ekspandere udenfor Kigali og til andre lande. Jeg vil gerne etablere min virksomhed i Burundi, når der forhåbentlig bliver fred igen.”
UNHCR’s operation i Rwanda er alvorligt underfinansieret, hvorfor aktiviteter og indsatser i høj grad afhænger af ikke-øremærket økonomisk støtte fra donorer som Danmark. I 2017 var Danmark UNHCR’s 6. største donor af ikke-øremærket økonomisk støtte.
Del på Facebook Del på Twitter