Zain Al Rafeaas barndom som flygtning i Beirut har givet inspiration til hans hovedrolle i den prisbelønnede og Oscar-nominerede film “Kapernaum”.
Den syriske skuespiller Zain Al Raffeaa, 13 år, får taget sit portræt i Beirut, Libanon. © UNHCR/Dalal Mawad, producent, Houssam Hariri, kamera/redigering
Den 13-årige syriske flygtning Zain Al Rafeaa smilte genert til et tv-kamera, før han gik på scenen foran et fuldt publikum på Cannes Filmfestival for at modtage klapsalverne fra de fremmødte filmstjerner, instruktører og andre kendte filmpersonligheder.
“Jeg følte mig fuldstændig lammet,” fortæller Zain om den surrealistiske aften i maj, da filmen Kapernaum, som han spiller hovedrollen i, modtog den prestigefyldte Juryens Pris i Cannes. “Jeg havde aldrig oplevet et stående bifald før. Men det var det bedste af det hele.”
Det hele var meget langt fra trængslerne i hans normale liv som syrisk flygtning i den libanesiske hovedstad, Beirut, hvor den kvikke og karismatiske teenager blev spottet på gaden, hvorefter den libanesiske filminstruktør Nadine Libaki gav ham hovedrollen.
Zain var kun syv år gammel, da han i 2012 flygtede fra Daraa i det sydlige Syrien sammen med sin familie på jagt efter et sikkert tilflugtsted i Libanon. Han var lige blevet færdig med første klasse, da sikkerhedssituationen i hans hjemby forværredes . “Vores liv var i fare. Hans mor og jeg måtte ofre, hvad vi troede kun ville blive et år væk fra skolen, af hensyn til hans sikkerhed,” siger hans far, Ali Mohammed Al Rafeaa.
Filmens hovedperson, der har samme navn som ham, er en dreng uden identitetsoplysninger, som lever i et af Beiruts fattigste områder og må arbejde for at brødføde sin familie i stedet for at gå i skole. Zain, som ikke har nogen formel skuespilleruddannelse, brugte sine egne erfaringer som flygtning uden skolegang for at spille rollen.
“Det har været hårdt,” siger han om sin barndom i eksil, hvor han i de seneste seks år har sovet sammen med sine forældre og tre søskende på udtjente madrasser på gulvet i deres trange og utætte lejlighed. “Jeg ville virkelig gerne have gået i skole. Jeg kan huske den første dag, vi var her, og jeg gik ned for at lege. Jeg kom op at slås med en dreng.”
“Da jeg så Zain, var det helt indlysende for mig, at han skulle være vores helt,” siger Labaki. “Der er en tristhed i hans øjne. Han kender virkeligt til, hvad vi taler om [i filmen], og det kan man se i hans øjne.”
Den libanesiske filmskaber var klar over at hun tog en stor chance ved kun at bruge amatører som skuespillere, men hun mener, at det netop har givet filmen dens styrke. “Der er ikke nogle skuespillere i min film. De spiller alle hver især deres egen rolle, deres eget liv. De er alle på en eller anden måde en afbildning af deres trængsler og nød.”
“Det har været hårdt. Jeg ville virkelig gerne have gået i skole.”
Labaki nævner, at Zain flere gange under optagelserne improviserede og føjede sine egne formuleringer til manuskriptet. “Zain kan næsten ikke skrive sit eget navn, men han bar den tunge byrde, det er at optage en film i over seks måneder, på sine smalle skuldre. Han tilførte sågar sine egne udtryk, ord og handlinger – det hele kom bare så naturligt til ham, og gav scenerne endnu et endnu stærkere udtryk,” siger hun.
Kapernaum, som havde officiel premiere i Beirut i september, omhandler mange sociale problemer, som påvirker både libanesere og flygtninge, f.eks. børnearbejde, ægteskab i en ung alder, statsløshed og fattigdom. Libanon huser aktuelt cirka 976.000 registrerede syriske flygtninge – over halvdelen af dem børn – hvilket gør landet til verdens største modtager af flygtninge målt på befolkningsandel.
Zain kan stadig mærke effekten af sin fantastiske præstation, eftersom Kapernaum er blevet nomineret som Libanons kandidat til en Oscar i 2019 for bedste fremmedsprogede film.
Hele hans familie fik også gode nyheder, da de med hjælp fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, blev godkendt til genbosættelse som kvoteflygtninge i Norge.
På trods af deres hårde liv i Libanon, var det ikke nemt for dem at rejse derfra. En varm sommeraften i Beirut umiddelbart før deres afrejse, blev den lille lejlighed i det fattige område, som havde været familien Rafeaas hjem i over seks år, fyldt med familie, venner og naboer, der kom for at sige farvel.
Zains lillesøster Iman fremsagde nogle af de norske ord, hun havde lært i de kulturoplysningstimer, hun gik til i Beirut sammen med sine søskende og forældre inden afrejse. Men Zain havde blandede følelser. “Jeg er både glad og ked af det. Jeg vil savne mine fætre og kusiner her, men i Norge kan jeg gå i skole og lære at læse og skrive.”
Zain og hans familie er nu ved at finde sig til rette i deres nye liv i Norge. Zain har en seng at sove i, og han er begyndt at gå i skole ligesom andre børn på hans alder. “Vi kan se havet fra vores vindue. Jeg kan godt lide at sidde ved havet, men jeg kan ikke svømme i det – vandet er iskoldt!”, siger han.
Familien er blandt de under én procent af flygtningefamilier på verdensplan, der får chancen for et nyt liv i et tredje land. Zain siger, at han måske en dag vil gå efter en karriere som skuespiller. Men indtil videre er han glad for, at hans drøm om at gå i skole er gået i opfyldelse.
Del på Facebook Del på Twitter
