Kronik: Ny flygtningeaftale baner vejen for bedre beskyttelse

Denne kronik blev trykt i Kristeligt Dagblad, 17. januar 2019

Indtrykkene fra 2015 og 2016 står stadig levende i hukommelsen: Overfyldte gummibåde, der lander på strandene af græske øer. Børn, kvinder og mænd, der krydser det europæiske kontinent, kryber sammen på togstationer, vandrer ad motorveje eller løber over grænseovergange. Billederne vidnede om enorm menneskelig lidelse og sorg – men også om kaos og en alvorlig mangel på koordination og internationalt samarbejde.

Det, vi så i Europa, var en alvorlig situation, men endnu mere omfattende flygtningesituationer udspiller sig i Afrika, Asien og senest på det amerikanske kontinent. Det var imidlertid begivenhederne i Europa, der fik verden til at indse, at det internationale beskyttelsessystem for flygtninge ikke fungerer optimalt – og at der derfor er brug for et bedre, stærkere og mere effektivt svar på den globale flygtningesituation.

Siden da er antallet af asylansøgere i Europa faldet markant. I Danmark er asyltallet faldet til det laveste niveau i et årti. Men andre steder i verden går udviklingen den anden vej. Nye kriser opstår, som vi har set det i Myanmar, og gamle raser videre som i Den Demokratiske Republik Congo, Syrien og Yemen.

Det betyder, at tusinder og atter tusinder af mennesker fortsat bliver tvunget på flugt fra deres hjem – og søger tilflugt i nogle af de fattigste regioner og lande i verden. Langt de fleste flygtninge, 85 procent, befinder sig i udviklingslande, der ofte kæmper med deres egne udviklingsmæssige udfordringer. Det er derfor helt afgørende – og mere presserende end nogensinde før – at styrke samarbejdet mellem stater, internationale organisationer, civilsamfund og den private sektor for både at støtte disse lande og finde globale løsninger for flygtninge og fordrevne.

Langt de fleste flygtninge, 85 procent, befinder sig i udviklingslande, der ofte kæmper med deres egne udviklingsmæssige udfordringer.

Det er netop det, FN’s globale flygtningepagt (Global Compact on Refugees) handler om: En ny og bedre vej frem.

Flygtningepagten blev vedtaget med et massivt flertal af FN’s medlemslande kort før jul. Den sigter mod at forbedre de vilkår, som flygtninge beskyttes under i værtslandene – også for at reducere flygtninges incitament til at begive sig ud på desperate rejser i en søgen efter bedre beskyttelse med stor risiko for at blive brutalt udnyttet af kriminelle netværk og menneskesmuglere. Og den sigter mod at sikre, at udviklingen i disse værtssamfund ikke lider overlast på grund af deres generøsitet.

Flygtningepagten omsætter idéen om global ansvarsdeling til praktiske, konkrete foranstaltninger. Den tilvejebringer en plan for at lede og styrke den internationale flygtningeindsats, så værtssamfund får en rigtig og solid støtte, og at der fra starten sættes fokus på at inkludere flygtninge gennem bedre adgang til sundhedssystemer, uddannelse og beskæftigelse.

Flygtningepagten er vokset ud af den historiske New York Declaration for Refugees and Migrants, der blev vedtaget enstemmigt af alle 193 FN-medlemslande i 2016. Erklæringen var det centrale udgangspunkt, fordi den bekræftede forudsætningen om, at det er et fælles globalt ansvar at drage omsorg for de millioner af mennesker, der er fordrevet fra deres hjem. Og et ansvar, der skal deles mere jævnbyrdigt og retfærdigt mellem verdens lande.

Efterfølgende har UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, stået i spidsen for en åben proces med at udvikle og forhandle flygtningepagten. Der er holdt adskillige konsultationer med stater, herunder Danmark, som har en lang tradition og erfaring inden for humanitær bistand og udviklingssamarbejde. Både civilsamfundet, eksperter og selvfølgelig flygtninge selv har også bidraget til det endelige resultat.

Flygtningepagten sætter fire primære mål: 1) Øge støtten til lande, der huser flygtninge. 2) Styrke flygtninges mulighed for at stå på egne ben og forsørge sig selv. 3) Øge adgangen til kvoteprogrammer, familiesammenføring og andre muligheder for at få beskyttelse i sikre tredjelande. 4) Fremme initiativer og udvikling i oprindelseslandene, så flygtninge sikkert kan vende hjem.

Som det er tilfældet med migrationspagten, er FN’s globale flygtningepagt en ikke-bindende operationel ramme.

Flygtningepagten erstatter ikke, men bygger oven på det eksisterende internationale retssystem for flygtninge, herunder især FN’s Flygtningekonvention fra 1951. Flygtningekonventionen fastslår staters forpligtelser over for flygtninge – og flygtningepagten fokuserer på øget internationalt samarbejde for at sikre en mere retfærdig, systematisk og omfattende indsats. Og en indsats, der samler, inddrager og aktiverer aktører fra hele samfundet: Internationale organisationer, regeringer og den private sektor såvel som lokalsamfund, foreninger og forskere.

Vigtige fremskridt er allerede en realitet – og mange flere innovative og banebrydende initiativer er i støbeskeen. I Djibouti har flygtninge fået id-kort, der giver dem ret til at arbejde. I Zambia kan flygtninge nu åbne bankkonti. I Etiopien, Jordan og Libanon, for blot at nævne nogle få, har flygtningebørn fået bedre adgang til skolegang. I Japan og Frankrig eksempelvis tilbyder universiteter et stigende antal stipendier til flygtninge, og i lande som Canada, Storbritannien og Spanien vokser programmer, hvor private “sponsorerer” flygtninges ophold.

UNHCR og Verdensbanken har indgået et tæt partnerskab, og ét konkret element af det omfattende samarbejde er det kommende fælles datacenter, der er på vej til at blive etableret i FN Byen i København med støtte fra den danske regering. Centret skal indsamle og analysere socioøkonomiske data fra områder, der modtager flygtninge, for at generere øget viden og skabe et fundament for forbedrede indsatser og bæredygtige løsninger. Og på den måde understøtte flygtningepagtens målsætninger.

Selvom flygtningepagten i høj grad zoomer ind på støtten til de lande, der huser langt de fleste flygtninge, er det vigtigt at erkende, at løsninger til verdens flygtningesituationer ikke kun kan findes uden for Europas grænser. For til trods for væsentlige fremskridt på verdensplan, når det kommer til at styrke beskyttelsen af flygtninge, må det forventes, at der i den nærmeste fremtid stadig vil være mennesker, der ser sig nødsaget til at søge beskyttelse i Europa.

Det er vigtigt at erkende, at løsninger til verdens flygtningesituationer ikke kun kan findes uden for Europas grænser.

Det er derfor helt afgørende, at Europa, herunder Danmark, fortsat bidrager til de globale bestræbelser ved også at opretholde muligheden for at søge asyl på europæisk jord.

Danmark har en lang tradition for at beskytte mennesker, tvunget på flugt fra deres hjem. Ikke blot ved at modtage flygtninge, der kommer hertil og søger asyl, men også ved at spille en ledende rolle i internationalt udviklingssamarbejde, ved at fremme innovative initiativer fra danske virksomheder og ved at yde generøs støtte til UNHCR og andre organisationer, der arbejder med flygtninge.

Indsatser, som Danmark absolut kan være stolt af.

Danmark har også haft en stærk tradition for at genbosætte kvoteflygtninge – og hermed yde, ofte livreddende, hjælp til ofre for vold og tortur, enlige kvinder, udsatte børn og andre sårbare flygtninge, der er i fare i de lejre eller lande, hvor de har søgt sikkerhed.

Som et vigtigt bidrag i Danmarks samlede støtte til en vellykket implementering af flygtningepagten håber UNHCR derfor, at Danmark vil genstarte sit kvoteprogram, der blev indstillet i 2016. Denne gestus ville ikke alene give nogle af verdens mest sårbare mennesker en fremtid – den ville også sende et stærkt signal om solidaritet til de lande, der huser flest flygtninge.

Del på Facebook Del på Twitter