Roskilde Kommune har i samarbejde med dansk virksomhed succes med at få flygtninge ud i arbejde. Flygtningene modtager sprogtimer på jobbet, og så stiller kommunen med ressourcer til at klare kulturelle hverdagsudfordringer.
KØBENHAVN: Når morgenens rengøringshold møder ind på Hotel Marriott i det centrale København, er 35-årige Ali oftest den første til at troppe op. Til tider møder han næsten en time, inden hans vagt begynder: ”Jeg kan lide at arbejde. At sidde derhjemme og være på kontanthjælp er ikke et liv for mig. Så nu, hvor jeg har fået et job, betyder det, at jeg er rigtig glad, når jeg står op om morgenen.”
Ali er oprindeligt fra Afghanistan – og han er bare en ud af et hold flygtninge fra bl.a. også Syrien og Eritrea, der siden begyndelsen af august har sørget for, at gæsterne på det fem-stjernede hotel bor i tip-top rengjorte værelser.
Før Ali og hans kolleger blev ansat, er imidlertid gået et længere jobtræningsforløb. Og det er resultatet af et tæt og frugtbart samarbejde mellem Roskilde Kommune og den danske virksomhed BC Hospitality Group, der står for en række serviceopgaver, lige fra rengøring og køkkenarbejde til administration og tekniske afdelinger, på en lang række danske hoteller og eventsteder som Bella Center og Hotel Crowne Plaza.
“Den loyalitet og de motiverede medarbejdere, vi får ud i den anden ende, er det hele værd.”
Det er ikke første gang, at BC Hospitality Group indgår i et projekt med Roskilde Kommune om at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked, og det er der en helt naturlig årsag til, forklarer CSR-manager Mireille Jakobsen:
”Vi har som virksomhed brug for arbejdskraft, så for os er det en win-win situation, at vi kan få de hænder, vi har behov for, og på samme tid bidrage til samfundet. Den loyalitet og de motiverede medarbejdere, vi får ud i den anden ende, er det hele værd, så udbyttet er langt større end de ressourcer, vi bruger,” siger hun og tilføjer, at virksomheden arbejder strategisk med CSR, især med udgangspunkt i FNs verdensmål.
I Roskilde Kommune er integrationsarbejdet med de mange nytilkomne flygtninge efterhånden blevet en succesfortælling med positive resultater, både når man ser på de kolde tal og de menneskelige gevinster. Men vejen dertil har også krævet nytænkning, nye organisatoriske strukturer og udvikling af nye værktøjer, som stadig forbedres løbende, fortæller integrationschef Maria Tvarnø.
”Jeg tror, der er sket en udvikling i alle kommuner i takt med, at flygtningestrømmen er taget til. Vi fandt ud af, at indsatsen over for flygtninge lå spredt i flere forskellige afdelinger, men nu har vi samlet alle kerneopgaverne ét sted, så vi kan få meget mere sammenhæng og fokus på den enkelte borger, og det forbedrer klart vores muligheder for at hjælpe flygtningene ud i uddannelse og job.”
“Der er rigtig stor forskel på at være på arbejdsmarkedet her og dér, hvor jeg kommer fra.”
Desuden arbejder kommunen målrettet med at kortlægge flygtningenes kvalifikationer og skolegang, sprogkundskaber, arbejdserfaring og jobpræferencer, så snart de ankommer. Det giver kommunen et rigtig stærkt udgangspunkt for dialogen med potentielle arbejdspladser, siger Maria Tvarnø. Hun erkender dog, at integrationsarbejdet stadig er præget af udfordringer:
”Mange virksomheder har i udgangspunktet ikke set flygtninge som en ressource, og de har derfor ikke været parate til at investere i integrationsprojekter, måske på grund af de indtryk de kan få fra medierne. Så for os handler det i høj grad om at få åbnet virksomhedernes øjne for flygtninge som en attraktiv arbejdskraftreserve.”
For 35-årige Ali har vejen ind på det danske arbejdsmarked da heller ikke været helt nem.
”Lige da jeg først kom til Danmark, var det svært at forstå, hvordan tingene hang sammen. Der er rigtig stor forskel på at være på arbejdsmarkedet her og dér, hvor jeg kommer fra,” siger han.
Den typisk danske arbejdskultur med flade hierarkier og en meget åben og afslappet dialog med chefer og ledere er også noget, som mange flygtninge typisk ikke er vant til. Og desuden kan der være en del sproglige misforståelser og kommunikationsproblemer, der kan spænde ben for en vellykket integration.
Roskilde Kommune har dog fundet en god løsning, for som en del af projektet med BC Hospitality Group har to medarbejdere fra kommunen været til stede på arbejdspladsen fuld tid for netop at kunne assistere med de udfordringer, der løbende melder sig.
”Det har været altafgørende for os, at kommunen har stillet med den ressource, for så har vi som virksomhed ikke skullet bruge kræfter på de sociale og kulturelle udfordringer, så kan vi i stedet fokusere på den faglige oplæring,” siger Mireille Jakobsen.
UNHCR’s talsperson i Danmark, Elisabeth Arnsdorf Haslund, understreger, at frugtbare initiativer som dette forhåbentlig kan inspirere andre virksomheder og danske kommuner til at samarbejde om integrationsindsatsen:
”Det er vores oplevelse, at alle flygtninge ønsker at bidrage, så det er så vigtigt, at de får mulighed for at blive en del af det danske arbejdsmarked, også hvis det kræver en ekstra hjælpende hånd til at begynde med. Det er også på arbejdspladser, at flygtninge kan skabe sig et stærkt, socialt netværk, som er helt afgørende for en god integration i Danmark.”
Endnu en vigtig faktor for projektets gode resultater er ifølge hende, at flygtningene modtager sprogundervisning ude på arbejdspladsen som en del af arbejdstiden. På den måde kan de afprøve deres sproglige kompetencer med det samme, og det er muligt at se hvilket ordforråd, de har brug for. Og det kan klart betale sig, selvom det tager timer fra det reelle arbejde, for flygtningenes sprogindlæring rykker sig langt mere, end hvis de skulle til undervisning sent om aftenen, trætte og udmattede efter en arbejdsdag.
“Det er på arbejdspladser, at flygtninge kan skabe sig et stærkt, socialt netværk, som er helt afgørende for en god integration i Danmark.”
For Ali kan det helt klart mærkes, at han får daglig træning i det danske sprog – og faktisk også i engelsk, som er det officielle sprog på et internationalt hotel som Hotel Marriott.
”Så ved at arbejde her, bliver jeg bedre til begge sprog. Jeg skal videre med mit liv, og for hver dag går det bedre og det bliver lettere at være en del af det danske arbejdsmarked,” siger han.
Ali og mange andre flygtninge, der har været igennem jobtræningsforløbet mellem Roskilde Kommune og BC Hospitality Group ender med almindelige ansættelseskontrakter – og det undrer ikke Mireille Jakobsen:
”Der er simpelt hen en vilje til at gennemføre jobtræningen og en meget stærk motivation til at arbejde. Kvalifikationerne og forudsætningerne skal selvfølgelig også være der, men jeg oplever virkelig et ønske om at blive fri fra kommunens hjælp og stå på egne ben. Langt de fleste af de flygtninge, vi har mødt, vil gerne give tilbage til samfundet.”
Del på Facebook Del på Twitter