Tusindvis af rohingya-flygtninge bor nu i midlertidige lejre i Bangladesh og har akut brug for husly, mad og vand.
En rohingya-dreng har søgt ly under et midlertidigt telt i Kutupalong-lejren. UNHCR-ansatte og frivillige kæmper for at skabe husly i monsunregnen. © UNHCR/Paula Bronstein
KUTUPALONG FLYGTNINGELEJR, Bangladesh – Da hendes landsby blev brændt ned i Myanmar, flygtede Rabeya Khattm sammen med sine seks børn igennem monsunregnen.
To af børnene blev syge efter utallige gange at være blevet gennemblødt af regnen i løbet af den otte dage lange og hårde rejse gennem det rå og ujævne terræn for at nå frem til Bangladesh.
Nu er hun endeligt i tørvejr under en af UNHCR’s presenninger sammen med sine børn, hvis alder spænder fra kun få måneder til 11 år. De ældste sidder samlet omkring hende på et plastiklagen, mens hendes syge baby ligger under et tæppe i hendes skød.
”Regnen påvirker mig ikke længere.”
”Det regnede hele dagen i går, og vi kunne ikke falde i søvn, men nu påvirker regnen mig ikke længere,” siger hun.
Omtrent 421.000 rohingyaer – en hovedsageligt statsløs minoritet i Myanmar – er ankommet til Bangladesh siden den seneste vold brød ud den 25. august.
Rabeya er blandt tusinder af børn, kvinder og mænd i den midlertidige bosættelse uden for Kutupalong-flygtningelejren i Bangladesh, som nu modtager nødhjælp af UNHCR.
De fordrevne rohingyaer har enorme udfordringer med monsunregnen og krydser her en å mellem en midlertidig lejr og en vej. © UNHCR/Paula Bronstein
FN’s Flygtningeorganisations ansatte har leveret omkring 150 familietelte til nyligt ankomne flygtninge, og der er 6000 mere på vej i de kommende dage, fortæller Franklin Golay, en af UNHCR’s ansatte i felten. Han er en del af det team, der leverer vand, latriner, telte og husly i området.
UNHCR stiller også presenninger til rådighed for flygtningene i bosættelsen, som spreder sig over det ujævne terræn, der er vådt af regnsæsonen. Mudderet står til anklerne på stierne.
”Husly er helt essentielt, da vi stadig har en masse mennesker, som sover langs vejene uden nogen form for beskyttelse,” fortæller Golay og estimerer, at der opholder sig omkring 15.000 flygtninge i den midlertidige bosættelse – et tal, der vokser hver dag. ”Vand og sanitet er også ekstremt vigtigt, da folk er nødsaget til at besørge i det fri, samtidig med at de drikker vand fra ubeskyttede kilder,” tilføjer han.
Selvom Rabeya og hendes børn nu modtager hjælp, er mange fortsat udsat for det hårde vejr og kæmper for at klare sig. Iblandt dem er 65-årige Khadija, der flygtede fra Myanmar, efter at angrebsmænd nedbrændte hendes landsby.
Efter en ugelang rejse til fods er hun faldet udmattet sammen på jorden. Hendes tænder har fået en mørkerød farve, efter at hun har tygget på betelnødder for at holde sulten på afstand.
”Jeg bliver svagere og svagere,” siger hun. Da hun bliver spurgt om, hvad hun har brug for, siger hun: ”Husly, mad, vand og medicin.”
Sammen med hende er Amina Khadun. Hun fremviser sin arm, som brækkede under angrebet på landsbyen. Den er ubehandlet og hænger i en unaturlig vinkel.
”Jeg har brug for hjælp,” siger hun. ”Jeg har ikke noget husly, jeg har ikke noget at spise. Jeg har ingenting.”
Del på Facebook Del på Twitter
