7,2 millioner børn og unge, der er tvunget på flugt fra deres hjemland, har ikke adgang til skole- og uddannelsessystemet i det land, de opholder sig i. Det er afgørende, at vi i verden arbejder sammen om at nedbringe det tal, fastslår FN’s Flygtningehøjkommissær, da ”uddannelse uden tvivl fører til bedre liv”.
Ny rapport fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, afslører, at der – trods bemærkelsesværdige fremskridt med at øge adgangen til uddannelse for verdens flygtninge – stadig er betydelige udfordringer. Næsten halvdelen af verdens 14,8 millioner børn og unge i skolealderen, som er tvunget på flugt, er således fortsat uden for skolesystemet.
Rapporten kommer fem år efter, at man i UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, lancerede Flygtningeuddannelsesstrategien, der har som mål at øge skolegang for børn og unge frem mod 2030.
Rapporten bygger på data fra 65 lande, der huser flygtninge, og viser, at omkring 7,2 millioner flygtningebørn mangler adgang til uddannelse på grund af faktorer som mangel på sikkerhed, mangel på inkluderende uddannelsespolitikker, kapacitetsbegrænsninger og sprogbarrierer. Dette risikerer at underminere de unges fremtidsmuligheder og fratager dem chancen for at realisere deres potentiale, og derfor er det afgørende med en målrettet indsats, slår Filippo Grandi, FN’s Flygtningehøjkommissær, fast:
“Beviserne er klare – uddannelse kan redde liv. Blandt piger, der får en uddannelse, falder risikoen for tidlig graviditet og ægteskab, hvilket giver dem mulighed for at forme deres egen fremtid. For drenge betyder flere år i uddannelse en lavere risiko for risikofyldt adfærd, der blandt andet kan føre til kriminalitet og vold. Og for alle børn og unge er uddannelse med til at åbne dørene til arbejdsmarkedet og gøre det muligt for dem at tjene penge og forsørge deres familier. Uddannelse fører uden tvivl til bedre liv. Lad os blive ved med at sikre børn og unges ret til at lære.”
Trods udfordringer er der sket fremskridt
Rapporten fremhæver også, hvordan der globalt stadig er færre piger end drenge i klasselokalerne, når man kigger på dem, der er tvunget på flugt. Ligesom rapporten peger på, at mere end 600.000 fordrevne ukrainske børn og unge stadig er uden for skolesystemet som følge af den igangværende krig i hjemlandet. De er netop gået ind i deres fjerde afbrudte skoleår.
Men på trods af udfordringer som disse, er der de seneste fem år opnået lovende fremskridt, og den nye rapport viser, at adgangen til uddannelse for flygtninge er udvidet i en række vigtige værtslande. Selv om det er få flygtninge, der går op til nationale eksamener, fortsætter beståelsesprocenten med at være høj, og i nogle tilfælde overstiger den endda de nationale gennemsnit.
Blandt de faktorer, der har bidraget til fremskridtene, er det vedvarende engagement fra uddannelsesaktører og regeringer, højere læreanstalter og udvidelsen af flagskibsprogrammer som Albert Einstein German Academic Refugee Initiative, kendt som DAFI-stipendieprogrammet, som giver unge på flugt betalte scholarships til videregående uddannelse. Danmark er et af de lande, som støtter UNHCR’s DAFI-program, og mange privatsektoraktører rundt om i verden bakker også op med finansielle bidrag og støtte samt mentorprogrammer.
Sport spiller en vigtig rolle
Rapporten fremhæver også, at sport kan bidrage til at give børn og unge på flugt et bedre liv, da det samler dem på tværs af baggrunde om fælles interesser, der ikke kun skaber relationer, men også styrker deres følelse af at være værdsat, giver dem øget sikkerhed, tilhørsforhold og en følelse af at være en del af et fællesskab.
Netop sport er en stor og vigtig del af UNHCR’s arbejde med børn og unge, hvilket blev anerkendt under OL i Paris i sommer, hvor Flygtningehøjkommissær Grandi, på vegne af hele UNHCR, fik overrakt De Olympiske Laurbær for vores arbejde med at bruge sport til at give børn og unge på flugt et bedre liv.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, opfordrer lande – der huser flygtninge – regeringer, donorer og partnere til at fortsætte og accelerere det bæredygtige internationale samarbejde og udvikle innovative partnerskaber for at imødekomme flygtninges uddannelsesbehov inden 2030. Ved at øge ressourcerne, udvide programmerne og bruge effektive værktøjer til at nå fordrevne eller statsløse børn, kan vi skabe fundamentet for en fremtid, hvor flygtningebørn og -unge får mulighed for at lære, trives og udvikle deres potentiale.
Udviklingen i antallet af børn og unge på flugt, som har adgang til skolegang:
Indskoling:
Skoleåret 2018/2019 – 63%
Skoleåret 2022/2023 – 65%
Mellemtrin og udskoling:
Skoleåret 2018/2019 – 24%
Skoleåret 2022/2023 – 42%
Videregående uddannelser:
Skoleåret 2018/2019 – 3%
Skoleåret 2022/2023 – 7%
Del på Facebook Del på Twitter