Generøse bidrag fra Færøerne har hjulpet UNHCR med at sikre hjælp og beskyttelse til mennesker på flugt fra krigen i Ukraine.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, roser Færøerne for landets ansvarstagen i forhold til at hjælpe og beskytte mennesker, der flygter fra krigen i Ukraine. Dette understreges af Færøernes første bidrag til UNHCR’s operation sidste år, der er blevet fulgt op af et øget bidrag i år, hvilket gør Færøerne til en top bidragyder i forhold til befolkningsstørrelse.
“Takket være disse bidrag er vi i stand til at hjælpe mange af de mennesker, der er fordrevet internt i Ukraine, såvel som flygtninge, der har søgt sikkerhed i andre lande. Som et lille land bør Færøernes engagement i flygtningebeskyttelse tjene som inspiration for andre,” siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant i de Nordiske og Baltiske lande.
Sidste år ydede Færøerne sit første finansielle bidrag til UNHCR og gav 1 mio. DKK til vores Ukraine-operation. I 2023 blev bidraget øget markant med et bidrag på 7 mio. DKK til UNHCR’s indsats i det, der udgør den største og hurtigst voksende flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig.
Over et år inde i krigen er der ikke tegn på, at konflikten og ødelæggelserne, der har tvunget en tredjedel af befolkningen på flugt, ser ud til at aftage – og de humanitære behov er fortsat høje. Mere end 8,1 mio. flygtninge fra Ukraine er registreret på tværs af Europa, og mere end 5,3 mio. mennesker er fortsat internt fordrevet i Ukraine.
Efter invasionen af Ukraine, opskalerede UNHCR massivt sin indsats i landet – såvel som i Ukraines nabolande – og arbejdet fortsætter i 2023. UNHCR og vores partnere har ydet støtte til mere end 4,3 mio. mennesker i Ukraine, herunder med kontant nødhjælp, tag over hovedet, juridisk bistand, psykosocial støtte og andre nødhjælpseffekter.
Desværre viste 2022 sig at være et tragisk år for den globale flygtningesituation, hvilket kom til udtryk i den dystre og tragiske milepæl på mere end 100 mio. mennesker på flugt i verden. Børn, kvinder og mænd bliver fortsat tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af konflikter, vold og forfølgelse i kriser, der ofte bliver overset eller endda glemt. Eksempelvis Syrien, Myanmar, Venezuela, Sydsudan, Yemen, Afghanistan, DR Congo, for blot at nævne nogle få. De har også brug for verdens opmærksomhed.
Forholdene for disse mennesker er blevet væsentligt forværrede på grund af de økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine. Når man derudover tilføjer en globalt udbredt fødevareusikkerhed samt de barske realiteter med klimaforandringer, der resulterer i tørke, ørkendannelse og oversvømmelser i mange regioner, mærkes konsekvenserne alt for tydeligt rundt om i humanitære nødsituationer.
På baggrund af disse voksende behov havde UNHCR sidste år et estimeret budget på 10,7 mia. USD, hvoraf kun 56% blev dækket. Næsten tre-fjerdedele af bidragene kom fra regeringer og EU – og derudover har vi oplevet en stigning i bidrag fra private donorer, som virksomheder, fonde og individuelle borgere.
“Desværre tvinger væbnede konflikter og menneskerettighedskrænkelser stadig folk til at flygte, og med mere end én procent af verdens befolkning på flugt, er behovene for humanitær nødhjælp og beskyttelse enorme. Vi er afhængige af støtten fra donorer for at kunne reagere, og i sidste ende redde liv og menneskers fremtid. Færøerne fortjener anerkendelse for deres økonomiske bidrag til vores arbejde,” siger Henrik M. Nordentoft.
***
Del på Facebook Del på Twitter