På en snedækket vintermorgen med 10 graders frost er en gruppe bekymrede kvinder samlet i et medborgerhus i den østlige udkant af Afghanistans hovedstad, Kabul.
Mange af dem har for nylig gennemført et undervisningsforløb, drevet af NGO’en, Amputee Bicyclists for Rehabilitation and Recreation (AABRAR), som er en af UNHCR, FN’s Flygtningeorganisations, lokale partnere.
Som del af projektet modtog i alt 10 kvinder sidste år undervisning i syning og tilskæring, selvom endnu flere kvinder også gerne ville lære disse færdigheder, men kun deltog som frivillige. Ved undervisningsforløbets afslutning fik kvinderne symaskiner og andet udstyr og blev tilknyttet lokale virksomheder og indkøbere.
Det er et vigtigt tiltag i et lokalt samfund, hvor landskabet er goldt, og adgangen til serviceydelser og muligheder er begrænset. Her bor flere hundrede fordrevne familier samt omkring 1.100 familier, der er “Kuchis”, et pashtunskt nomadefolk, der vendte tilbage til Afghanistan i 2016 efter at have tilbragt årtier i Pakistan på grund af usikkerhed i hjemlandet.
Landsbyen ligger i et af de 80 områder i Afghanistan, hvor internt fordrevne og flygtninge oftest er vendt tilbage til, og som UNHCR og partnere har udpeget som Priority Areas of Return and Integration (PARRs). Det socialøkonomiske syprojekt er et ud af flere lokalt forankrede initiativer, der har til formål at forbedre væsentlige ydelser såsom uddannelse, sundhed og beskæftigelse i disse områder af landet.
“Om natten holder mine bekymringer mig vågen.”
Men fremtiden for projektet og kvinderne hænger i en tynd tråd. Nylige dekreter, udstedt af Afghanistans de facto myndigheder, har lagt yderligere restriktioner på kvinders bevægelsesfrihed og deltagelse i det offentlige liv, herunder forbuddet, som kom i slutningen af december, der forhindrer alle kvindelige ansatte i at arbejde i nationale og internationale NGO’er. Det er stadig uvist, hvorvidt de facto myndighederne vil ændre på dette dekret, efter at det har fået massiv kritik. Hvis det fastholdes, vil projekter som dette, der involverer kvindeligt NGO-personale, der underviser andre kvinder, ikke kunne fortsætte.
Sanam* på 18 år, som dimitterede fra undervisningsforløbet sidste år, fortæller, at hun græd, da hun hørte om det seneste dekret.
“Jeg var så trist og skuffet,” siger hun. “Om natten holder mine bekymringer mig vågen.”
Sanam er det eneste medlem i familien, der har en indkomst, siden hendes far døde. “Jeg var så stolt over at kunne forsørge min familie ligesom en mand. Og min familie er også meget stolte af mig over, at jeg kan forsørge dem som en pige,” siger hun.
Hendes månedlige indtægt er allerede faldet med to tredjedele, siden de nye begrænsninger blev indført. “Det er svært at komme til basaren. Jeg kan ikke gå derhen hver dag nu, og jeg skal også have en Mahram (mandlig værge, som er familie) med mig. Det betyder, at det er sværere at købe materialer til arbejdet og sværere at sælge mine produkter. Før kunne jeg tjene omkring 7.000 afghani om måneden (78 dollars), men nu er jeg kun i stand til at tjene omkring 2.000 afghani (22 dollars).”
En anden kvinde, Shakoko, nikker indforstået. Den 26-årige mor til to er også hovedforsørger i sin familie, efter at hendes mand tog til Pakistan for at finde arbejde. ”Jeg kom her for at lære om skrædderarbejde, hvilket giver mig en vis indtægt.
“De penge, jeg tjener, bruger jeg til at betale mine medicinske behandlinger. Hvis ikke jeg havde noget arbejde, hvad kunne jeg så gøre? Jeg ville ikke være i stand til at forsørge min familie,” siger hun.
Hvis ikke jeg havde noget arbejde, hvad kunne jeg så gøre?
Zinab, som underviser på projektet, beskriver det som en livline for de lokale kvinder, hvoraf mange er hovedforsørgere i deres familier. Zinab selv er enke og lærte at sy af sin mor og er afhængig af sin indtægt som underviser for at forsørge sine børn. Hun fortæller, at projektet giver et trygt rum for kvinderne, og at det også har hjulpet dem med at udvikle venskaber og få selvtillid.
“Mange kvinder i dette samfund er ikke [formelt] uddannede. De har ikke andre muligheder for at kunne forsørge sig selv.
“Jeg er virkelig bekymret for hvilke konsekvenser, det vil få for hele samfundet,” tilføjer hun. “Hvis du ikke har noget arbejde, har du ingen penge, og dermed ingen mulighed for at forsørge din familie. Hvad bliver fremtiden for deres børn?”
Siden de facto myndighederne kom til magten i august 2021, er piger blevet udelukket fra at gå på gymnasier, og i december blev et forbud mod kvinder på universiteter også offentliggjort.
Det seneste direktiv, der forhindrer kvinder i at arbejde for NGO’er, forventes at have alvorlige konsekvenser for leveringen af kritisk humanitær hjælp til landet på et tidspunkt, hvor halvdelen af Afghanistans befolkning står over for akut fødevareusikkerhed, og mere end 3 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.
UNHCR er på linje med med andre FN-organisationer og NGO’er kommet med en appel om, at direktivet omgøres.
“At forhindre kvinder i humanitært arbejde er en alvorlig fornægtelse af deres menneskelighed,” siger FN’s Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi. “Det vil kun resultere i yderligere lidelse og nød for alle afghanere, især kvinder og børn.”
Da kvinderne forlader centret, taler en ældre mandlig leder med UNHCR-medarbejderne og opfordrer dem til at fortsætte projektet på trods af de nye udfordringer. ”Vi er meget glade for projektet. I fremtiden håber vi, at UNHCR kan uddanne ikke bare 10 kvinder, men 100 kvinder her!” siger han.
*Navne er blevet ændret af sikkerhedsmæssige årsager.
Støt UNHCR’s indsats i Afghanistan her
Del på Facebook Del på Twitter