FN’s Højkommissær for Flygtninge: antallet af syriske flygtninge har nået én million
Oplysninger fra UNHCR-kontorer i nabolandene omkring Syrien viser, at antallet af mennesker, der er registreret eller har anmodet om at blive registreret som flygtninge, har nået én million.
En række syriske kvinder , nogle bærer deres børn, krydser grænsen til Jordan fra det sydlige Syrien. I år er antallet af flygtninge steget markant.
Oplysninger fra UNHCR-kontorer i nabolandene omkring Syrien viser, at antallet af mennesker, der er registreret eller har anmodet om at blive registreret som flygtninge, har nået én million.
“Med en million mennesker på flugt og mange flere internt fordrevne, samt tusinder der fortsætter med at krydse grænsen hver dag, er situationen i Syrien ved at udvikle sig til en meget alvorlig katastrofe”, siger FN’s Højkommissær for Flygtninge António Guterres. “Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, men den internationale humanitære kapacitet er presset til det yderste. Denne tragedie skal stoppes.”
Antallet af syriske flygtninge der flygter fra deres land er steget dramatisk siden begyndelsen af dette år, hvor mere end 400.000 er flygtet siden d. 1. januar. De er traumatiserede, uden ejendele og har mistet familiemedlemmer. Omkring halvdelen af flygtningene er børn, hvoraf de fleste er under elleve år. Størstedelen er flygtet til Libanon, Jordan, Tyrkiet, Irak og Egypten. Et stigende antal syrere flygter også til Nordafrika og Europa.
“Dette betyder, at millioner af mennesker nu er afhængige af værtslandenes generøsitet, humanitære organisationers respons og økonomisk støtte fra regeringer og enkeltpersoner,” siger Guterres.
Han bemærker, at virkningerne af et så stort antal flygtninge i nabolandene er alvorlige. Libanons befolkning er steget med 10 procent. I Jordan er ressourcerne til energi, vand, sundhed og uddannelse under pres. Tyrkiet har brugt mere end 600 millioner amerikanske dollar til at oprette 17 lejre, og flere er ved at blive bygget. Irak, som kæmper med sin egen krise, der inkluderer mere end én million irakiske internt fordrevne, modtog for eksempel mere end 100.000 syriske flygtninge sidste år.
“Disse lande bør ikke kun blive anerkendt for deres utrættelige engagement i at holde deres grænser åbne for syriske flygtninge, de skal også støttes,” sagde Guterres.
I december forudså FN, at 1,1 millioner syriske flygtninge ville have flygtet til nabolandene ved udgangen af juni 2013. FN appellerede for 1,5 milliarder amerikanske dollar til at møde det stigende behov. I lyset af de nye tal, vil UNHCR tilpasse sin beregning. I øjeblikket er der kun 25 procent af den støtte som UNHCR appellerede for.
I mangel af en politisk løsning på konflikten siger Guterres, at “i det mindste burde humanitære aktører have de nødvendige ressourcer til at redde menneskeliv og forhindre fysiske overgreb.”
I næste uge er det to år siden krisen i Syrien begyndte. Højkommissær Guterres rejser til regionen senere i denne uge og besøger UNHCR i Tyrkiet, Jordan og Libanon.
Del på Facebook Del på Twitter