Syrisk mor er blevet genforenet med sine børn – hun frygtede, at de var druknet

Skrevet af: Anders Østerby Mønsted og Caroline Bach, København, Danmark, 23 November 2016.

Da hendes eget liv var i fare, traf Manal en beslutning, som ingen mødre skal være tvunget til at tage: Hun forlod sine børn og flygtede til Danmark.

Manal arbejdede som sekretær i det syriske justitsministerium, men vold og ødelæggelse i hendes hjemland tvang hende til at træffe en beslutning, som ingen mor skal være nødsaget til at træffe. Hun flygtede, fordi hendes liv var i fare, mens hendes tre børn blev i Syrien.

Manals hjem var blevet bombarderet, en dommer var blevet dræbt og hun havde modtaget dødstrusler fra oprørsgrupper. I det øjeblik indså Manal, at hun var nødt til at flygte fra Syrien omgående og dermed sige farvel til sine børn.

Der var hverken nok tid eller penge til at organisere flugten for både hende og børnene. Manal flygtede derfor alene, men havde en klippefast tro på, at hendes børn kun haltede få skridt efter hende. Der skulle dog gå mere end et år, før hun så sine børn igen.

I december 2014 ankom hun til Danmark og et liv i sikkerhed, men hendes bekymringer var ikke forsvundet. På grund af den nationale lovgivning skulle hun vente tre år i Danmark, inden hun kunne blive genforenet med sin familie. Tre år mere i konstant frygt for, at hendes børn skulle flygte alene til Europa, fordi de var i fare for at dø i et bombardement, blive kidnappet eller myrdet af en oprørsgruppe.

Jeg havde ét ønske: At se mine børn. Jeg kunne ikke forestille mig at leve mit liv uden dem. Ingen ønsker at leve uden sine børn.

Manal følte sig magtesløs og tvunget til at få hjælp fra menneskesmuglere for at få sin familie til Danmark hurtigst muligt.

Børnenes flugt begyndte i oktober 2015. I løbet af flugten holdt Manal kontakten med sin 18-årige datter Sarah via Facebook og WhatsApp. Det var efterår i Europa, og Manal vidste, at rejsen ville blive kold og farefuld.

”Jeg havde ét ønske: At se mine børn. Jeg kunne ikke forestille mig at leve mit liv uden dem. Ingen ønsker at leve uden sine børn.”

Den 30. oktober skrev Sarah, at børnene havde fundet en person, som kunne hjælpe dem med at komme til den tyrkiske grænse, hvorfra de skulle tage en båd til Grækenland. Normalt tager det kun nogle timer at sejle fra Tyrkiet til den græske ø Lesbos – så Manal var lykkelig, da Sarah skrev, at børnene var ankommet sikkert til den tyrkiske kyst og skulle med en båd den næste morgen.

Men Manal hørte intet. Hun gik i seng med en fornemmelse af, at noget forfærdeligt kunne være sket. Da hun vågnede, viste hendes fornemmelse sig at være rigtig. Alle nyhedsstationerne begyndte at rapportere om en båd fra Tyrkiet til Lesbos, der var kæntret. Adskillige blev meldt druknet. Manals børn var på den båd. Hendes verdens kollapsede minut efter minut, da medierne gentog antallet af kvinder, mænd og børn, som havde mistet livet.

Alene i asylcentret krøb Manal i fosterstilling, rystende af smerte og ude af stand til at bevæge musklerne. I løbet af dagen kiggede hun desperat efter billeder af sine børn på sin telefon.

Efter at have ventet i fire dage, fandt Manal et foto af en druknet dreng, der mindede om hendes yngste søn Karam. Han havde de samme brune krøller, det samme blik i øjnene og det samme uskyldige ansigtsudtryk. Billedet var utydeligt, men det kunne sagtens være hendes søn.

“Ingen skal krydse et hav og risikere deres børns liv for at blive genforenet med deres familie.”

”Hvad er meningen med livet, hvis dine børn er døde,” spurgte Manal sig selv.

”Alt, de ønskede, var sikkerhed, og nu er de døde, fordi jeg sagde, at Danmark var et trygt land at komme til.”

I samme øjeblik, som alt håb syntes ude, modtog Manal en besked på Facebook. Beskeden var kort, og afsenderen var en fremmed, men den indeholdt den mest betydningsfulde sætning, som en mor nogensinde kan forestille sig at læse på skrift: ”Dine børn er i live. De er i Tyrkiet.”

En fisker havde reddet Karam, Joudy og Sarah fra at drukne og bragt dem til den tyrkiske ø Cunda. Her var de blevet placeret i kolde fængselsceller, iført gennemblødt tøj, men de var i live – og efter knap ti dage blev de løsladt.

Børnene og deres far besluttede sig for at fortsætte deres rejse for at forenes med deres mor. De kunne ikke blive i Tyrkiet, og Syrien var alt for usikkert, men mere end noget andet havde de et brændende ønske om at blive genforenet med deres mor. Ønsket om at se deres mor var langt større end frygten for at drukne.

Manal var rædselsslagen, men bevarede troen på, at hendes børn ville komme sikkert til Lesbos denne gang. Det gjorde de.

Fra Grækenland flygtede de mod nordvest gennem Balkanlandene med tog. Det tog dem næsten en måned, inden de endelig blev genforenet med deres mor i Danmark i november 2015. De havde været adskilt fra hinanden i over et år.

I dag har Manal og hendes familie været sammen i Danmark i 11 måneder, men familiens sag om familiesammenføring og børnenes asylansøgninger behandles fortsat.

Myndighederne har efterfølgende besluttet at adskille familien igen og flytte børnene til et asylcenter mere end en time væk fra deres mor.

Det er dyrt at betale for tog-og busbilletter og samtidig svært for Manal at se børnene hver dag på grund af hendes arbejdstider. Men de er tættere på hinanden end for et år siden, og Manal håber, at ingen skal opleve det samme, som hun har oplevet.

”Ingen skal krydse et hav og risikere deres børns liv for at blive genforenet med deres familie.”