Polen tager i mod flygtninge fra Ukraine. © UNHCR/Chris Melzer
Situationen i Ukraine er i hastig forværring, og de humanitære konsekvenser for den civile befolkning vil være ødelæggende. Der har allerede været rapporter om tilskadekomne og mennesker, der flygter fra deres hjem for at komme i sikkerhed.
En bevilling på 15 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden vil hjælpe UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, med at yde livreddende beskyttelse og nødhjælp til mennesker tvunget på flugt.
”Udviklingen i Ukraine er en tragedie, og det er meget bekymrende at følge, hvordan situationen udvikler sig. Med denne humanitære hjælp ønsker vi at bidrage til at hjælpe de mennesker, der er ramt af den væbnede konflikt og har måttet flygte fra deres hjem for at komme i sikkerhed,” siger Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden.
Som følge af krisen har UNHCR akut øget vores indsatser og kapacitet i Ukraine og de omkringliggende lande.
”Vi er dybt bekymrede for den hastigt forværrede situation i Ukraine. Takket være denne hurtige støtte fra Novo Nordisk Fonden kan UNHCR beskytte og hjælpe mennesker, der har brug for humanitær assistance,” siger Pascale Moreau, UNHCR’s Regionale Direktør for Europa.
UNHCR har været til stede i Ukraine siden 1994 og leverer livreddende nødhjælp, beskyttelse og husly til mennesker tvunget på flugt. Vi har en bred tilstedeværelse i landet og implementerer indsatser både direkte og gennem NGO-partnere.
I den nuværende krise samarbejder UNHCR med myndigheder, FN-organisationer, lokale hjælpegrupper for internt fordrevne og andre partnere i både Ukraine og de omkringliggende lande for at styrke den humanitære assistance og støtte enhver indsats, der hjælper mennesker tvunget på flugt. Allerede før den seneste intensivering af krisen, havde omkring 2.9 millioner mennesker i Ukraine behov for humanitær assistance, herunder mere end 850.000 internt fordrevne.
Del på Facebook Del på Twitter