Naturkatastrofer er i stigende grad en forstærkende faktor, der tvinger flere og flere mennesker på flugt. Med støtte fra Danmark har UNHCR sikret tag over hovedet til sårbare mennesker i DR Congo.
Esperance Muhoza betragter resterne af sit hjem. © UNHCR/Guerchom Ndebo
I maj 2021 så Esperance, hendes mand Jean og deres syv børn deres hjem og levebrød blive opslugt af lavastrømme. Familien boede i et hus i Kibati uden for byen Goma i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvor vulkanen Mount Nyiragongo gik i udbrud.
”Jeg så lavaen strømme ned ad bjerget. Vi søgte tilflugt på en nærliggende bakke. Alt var ødelagt – vores hus, jorden vi dyrkede. Vi mistede vores hjem og vores indkomst,” siger Jean.
Ligesom Esperance og Jean flygtede over 364.000 mennesker fra Goma og de omkringliggende områder i dagene efter vulkanudbruddet. De små samfund, der tidligere havde taget imod flygtninge fra konflikterne i DRC’s North Kivu-region, blev nu selv tvunget fra hus og hjem.
Da vulkanen gik i udbrud, var UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, allerede til stede i området for at hjælpe mennesker på flugt fra vold og konflikt. UNHCR var derfor i stand til hurtigt at yde støtte til de overlevende efter vulkanudbruddet og uddele nødhjælp, såsom sæbe, hygiejneprodukter og presenninger.
Næsten 20.000 congolesere mistede deres hjem på grund af vulkanudbruddet. Mangel på penge til husleje eller muligheden for at skaffe nye indtægter gør det svært for mange at vende hjem. Mange opholder sig nu i udkanten af større byer, på kanten af samfundet, hvor de er sårbare over for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der følger med de voldelige konflikter i området.
Mange af de fordrevne bor nu hos andre familier, der har taget dem ind. Indbyggerne i DRC har en lang tradition for at hjælpe fordrevne og dele, hvad de nu har, uanset om det gælder folk på flugt fra konflikt eller naturkatastrofer.
Med en donation fra Danmarks særlige nødhjælpspulje til UNHCR på 15 millioner kroner har UNHCR kunnet skrue op for nødhjælpen til folk som Jean og Esperance, der har mistet deres hjem og indkomst. UNCHR uddeler måtter, tæpper, penge til mad, vanddunke og sæbe. Det danske bidrag gør også UNHCR i stand til at bygge shelters flere steder for at huse de mange hjemløse.
I samarbejde med lokale myndigheder arbejder organisationen også på at finde nye byggegrunde i Nyiragongo-området og uddeler byggemateriale for at gøre de fordrevne i stand til selv at bygge et nyt hjem. Dette initiativ vil sikre tag over hovedet til omkring 600 familier.
“Danmarks økonomiske støtte til UNHCR’s operation i DRC har været afgørende for hurtigt at kunne hjælpe de familier, der har mistet deres hjem og indkomst på grund af Mount Nyiragongo-udbruddet. Vi har sikret husly og humanitær hjælp, så familierne kan komme gennem denne traumatiske periode og lidt efter lidt genopbygge deres liv,” siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant i de nordiske og baltiske lande.
Støtte fra lande som Danmark gør UNHCR i stand til at yde hurtig hjælp i nødsituationer. Den danske nødhjælpspulje til UNHCR hjælper også med at sikre bedre beskyttelse ved at uddanne partnere i forebyggelse af seksuelle overgreb og yde psykosocial støtte til overlevere af kønsbaseret vold.
Som en del af sin samlede støtte til UNHCR, bidrager Danmark årligt med en nødhjælpspulje (Emergency Reserve Fund) på 50 mio. DKK i starten af året, som UNHCR kan afsætte til de mest presserende behov. Puljens fleksibilitet giver UNHCR mulighed for at reagere hurtigt på nødsituationer, hvilket er med til at redde liv og sikre akut hjælp og beskyttelse til flygtninge og fordrevne. I 2021 gik 15 mio. DKK til UNHCR’s arbejde i Den Demokratiske Republik Congo. Resten af puljen blev tildelt UNHCR’s arbejde i Sahel-regionen og i Den Centralafrikanske Republik.
I 2021 ydede Danmark mere end 660 mio. DKK (101 mio. USD) til UNHCR. En væsentlig del af det danske bidrag bliver givet som fleksibel og ikke-øremærket finansiering, hvilket gør det muligt for UNHCR at beskytte og hjælpe flygtninge i langvarige, glemte og underfinansierede kriser. Danmark er blandt UNHCR’s største og vigtigste donorer.
Del på Facebook Del på Twitter