Med et stort generøst bidrag på 20 mio. kr. støtter Novo Nordisk Fonden UNHCR’s vigtige arbejde med at sikre humanitær hjælp til afghanske flygtninge.
Afghanistan oplever lige nu en humanitær krise, der har skabt ufattelig lidelse for civile afghanere. UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er dybt bekymret over den ekstremt ustabile og usikre situation. Alene i 2021 er over en halv million afghanere tvunget på flugt i deres eget land.
Bidraget fra Novo Nordisk Fonden vil hjælpe UNHCR med at skabe bedre forhold for afghanske flygtninge i Pakistan samt lokalbefolkningen. Donationen vil blive brugt til at yde beskyttelse og nødhjælp, herunder husly, sundhedspleje, psykosocial støtte, uddannelseshjælp og særlig beskyttelse af børn, samt basal nødhjælp som tæpper, måtter og køkkenudstyr, til både eksisterende og mulige nytilkommende afghanske flygtninge.
”Afghanistans nabolande har brug for al den hjælp, de kan få, så de kan tage vare på de mange millioner mennesker på flugt og være klar til at tage imod mulige nye flygtninge. Eksempelvis har Pakistan huset afghanske flygtninge i mere end 40 år, og der er i dag 1,4 mio. registrerede afghanske flygtninge i landet. Vi håber, at bevillingen til UNHCR kan accelerere støtten til afghanske flygtninge og lokalbefolkningen i de hårdest belastede områder,” siger Mette Ide Davidsen, konstitueret chef for Novo Nordisk Fondens afdeling for sociale og humanitære formål.
”Vi er meget taknemmelige for dette vigtige bidrag fra Novo Nordisk Fonden, som vil gøre en stor forskel for tusinder af afghanske kvinder, mænd og børn, der har akut behov for hjælp,” siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant for de Nordiske og Baltiske Lande. ”I UNHCR værdsætter vi vores stærke partnerskaber med fonde og virksomheder, og det glæder mig virkelig meget at se en så flot opbakning i Danmark. Støtte fra den private sektor er afgørende for UNHCR’s indsats i Afghanistan og nabolandene.”
I løbet af de sidste 40 år har konflikt i Afghanistan tvunget millioner af mennesker på flugt, både internt i landet og til nabolandene i regionen. Der er i øjeblikket mere end 3,5 millioner afghanere, der er internt fordrevet, og mere end 2,6 millioner afghanere er registeret som flygtninge verden over. Dermed er situationen en af de mest langvarige flygtningesituationer i verden.
Omkring 90% af alle registrerede afghanske flygtninge bor i lande, der grænser op til Afghanistan. Disse landes gæstfrihed over for flygtningene, der spænder over årtier og generationer, bør ikke tages for givet, og derfor fortjener de al den støtte, de kan få.
Del på Facebook Del på Twitter