LEGO Fonden og KIRKBI, ejerne af LEGO Koncernen, donerer 30 millioner kr. til UNHCR’s nødhjælpsindsats i Afghanistan.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, glæder sig umådeligt over, at LEGO Fonden og KIRKBI, ejerne af LEGO Koncernen, i dag har offentliggjort en donation på 30 millioner kr. til at afhjælpe den humanitære krise i Afghanistan. Donationen er det hidtil største enkeltstående bidrag UNHCR har modtaget fra den private sektor til UNHCR’s appel om støtte til krisen i Afghanistan. Donationen vil hjælpe med at sikre nødhjælp til de mange afghanere, der er internt fordrevet i landet på grund af den nuværende konflikt, og som har akut behov for hjælp, herunder sårbare børn.
UNHCR er stærkt bekymret over den nuværende situation og fremtidsudsigterne for børnene i Afghanistan, der vokser op midt i denne krise – omkring 60% af de afghanere, der er internt fordrevet siden maj 2021, er under 18 år.
”Denne donation er en vigtig del af Lego Fondens løbende engagement i at støtte de børn, der er ramt af kriser,” siger John Goodwin, adm. direktør, LEGO Fonden. Han forklarer yderligere om Lego Fondens globale arbejde: ”Vi ved, at hvis vi er opmærksomme på små børn og deres fortsatte adgang til læring i krisesituationer, kan vi gøre en stor positiv forskel for dem med det samme og på lang sigt. Sammen med UNHCR håber vi at kunne give flere børn adgang til læring gennem leg i deres tidlige uddannelse, som er med til at udvikle deres færdigheder indenfor kritisk tænkning, kreativitet og problemløsning. Sociale og følelsesmæssige færdigheder er især afgørende for, at børn kan modstå den belastning, krisesituationer udløser, opbygge modstandskraft og tilpasse sig en verden i hastig forandring.”
”Den private sektor spiller en afgørende rolle i arbejdet med at støtte flygtninge. Denne støtte er endnu vigtigere i forbindelse med nødhjælpsindsatser og er helt i tråd med ånden i FN’s Globale Flygtningepagt,” siger Indrika Ratwatte, UNHCR’s regionale direktør for Asien og Stillehavet. “Tak til LEGO Fonden og KIRKBI for at vise vejen med dette generøse bidrag og for at vise andre virksomheder i den private sektor, hvordan de kan hjælpe.”
Støtte fra den private sektor er afgørende for UNHCR’s humanitære nødhjælpsindsats i Afghanistan. Der er lige nu mere end 3,5 millioner mennesker, der er internt fordrevet i Afghanistan, hvoraf mere end en halv million er flygtet fra deres hjem siden begyndelsen af året.
Da krisen begyndte at eskalere i juli måned, appellerede UNHCR om 62,8 millioner dollars til at dække det akutte behov for humanitær nødhjælp samt at styrke beredskabet i Afghanistan og nabolandene (Iran, Pakistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan) for perioden juli til december 2021.
Donationen fra LEGO Fonden og KIRKBI er del af en større donation på i alt 100 millioner kr., som går til UNHCR og andre organisationer, og som skal hjælpe udsatte børn i både Afghanistan og Haiti.
LEGO Fonden er en stor forkæmper for flygtningesagen, med særlig fokus på flygtningebørn. På FN’s Global Refugee Forum i december 2019 annoncerede LEGO Fonden et bidrag på 100 millioner dollars til læring gennem leg til PlayMatters, et initiativ der skal være med til at udvikle flygtningebørns sociale, følelsesmæssige, kognitive, fysiske og kreative færdigheder og styrke deres modstandskraft. Tidligere i år offentliggjorde LEGO Fonden og UNHCR sammen et nyt partnerskab, der skal sikre læring gennem leg for flygtningebørn i Etiopien under Covid-19-pandemien.
Om UNHCR
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, leder verden over indsatser for at beskytte, hjælpe og finde holdbare løsninger for mennesker tvunget på flugt fra deres hjem på grund af forfølgelse, krig og konflikt. Det gør vi på anmodning fra FN’s Generalforsamling. Vi yder livreddende nødhjælp som vand, mad og husly, vi arbejder for at sikre, at flygtninges grundlæggende menneskerettigheder respekteres, og vi udvikler varige løsninger, så mennesker på flugt kan genopbygge deres tilværelse. Vi arbejder i over 130 lande, hvor vi bruger vores ekspertise til at beskytte og hjælpe millioner af mennesker. For yderligere information besøg www.unhcr.dk.
Om LEGO Fonden
LEGO Fondens mål er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden – en mission, som deles med LEGO Koncernen. LEGO Fonden ønsker at skabe en fremtid, hvor læring gennem leg hjælper børn til at være kreative, engagerede og at kunne lære hele livet igennem. LEGO Fondens arbejde handler om at sætte fokus på legens vigtighed for børns udvikling og gentænke rammerne for læring. I samarbejde med førende eksperter, indflydelsesrige aktører, undervisere og forældre vil LEGO Fonden udstyre, inspirere og aktivere forkæmpere for leg. Læs mere på www.LEGOfoundation.com.
Om KIRKBI
KIRKBI A/S er Kirk Kristiansen familiens private holding- og investeringsselskab, der har til formål at skabe en bæredygtig fremtid for familieejerskabet af LEGO® brandet igennem generationer. Vores arbejde er fokuseret på tre fundamentale opgaver, der alle bidrager til, at Kirk Kristiansen familien lykkes med missionen to inspire and develop the builders of tomorrow: At beskytte, udvikle og styrke LEGO brandet på tværs af alle LEGO enhederne, at levere på en langsigtet og ansvarlig investeringsstrategi, der skal sikre et sundt finansielt fundament for ejerfamiliens aktiviteter og samtidig bidrage til en bæredygtig udvikling i verden. Og vi leverer dedikeret support til ejerfamilien og dennes forberedelse af fremtidige generationers aktive og engagerede ejerskab, private aktiviteter, virksomheder og filantropiske arbejde. KIRKBIs strategiske aktiviteter omfatter blandt andet 75% ejerskab af LEGO Koncernen.
Del på Facebook Del på Twitter