Afghanistan oplever lige nu en akut humanitær krise. På få måneder er hundredetusinder tvunget på flugt, i høj grad kvinder og børn.
Afghanistan står på randen af en akut humanitær krise. Vold, konflikt og usikkerhed har tvunget mere end 550.000 mennesker på flugt internt i landet i år. Det bringer det samlede antal internt fordrevne i Afghanistan op på over 3,5 millioner mennesker.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er især bekymret for, hvordan konflikten og udviklingen i landet påvirker kvinder og børns fremtid og rettigheder. Langt størstedelen af dem, der flygter (ca. 80%), er netop kvinder og børn, der efterlades i en ekstrem sårbar situation.
De fordrevne har desperat behov for beskyttelse og nødhjælp. Familier fortæller, at de er flygtet fra deres hjem med et øjebliks varsel og mangler basale fornødenheder som vand, mad og tøj. Mange frygter for deres sikkerhed, den stigende lovløshed og deres fremtid.
UNHCR er til stede i Afghanistan med et stort landeteam og forbliver i landet for at yde beskyttelse og humanitær nødhjælp til de fordrevne kvinder, mænd og børn.
Lige nu arbejder vi på højtryk for at opskalere vores omfattende humanitære indsats, så vi kan sikre beskyttelse af de mest sårbare fordrevne – både i Afghanistan og nabolandene.
Som led i den bredere FN-indsats i landet har UNHCR kortlagt behovene for beskyttelse og nødhjælp hos 400.000 internt fordrevne civile afghanere siden starten af året. Derudover har vi i løbet af de første fem måneder af 2021 ydet humanitær nødhjælp til mere end 230.000 kvinder, mænd og børn, blandt andet husly, mad, hygiejne- og sanitetskits samt rent drikkevand.
I den nuværende situation opfordrer UNHCR alle Afghanistans nabolande til at holde deres grænser åbne. Selv om kun et forholdvist lille antal mennesker har krydset grænsen til de omkringliggende lande indtil videre, ændrer situationen sig hele tiden. Det er derfor vigtigt, at civile har mulighed for at søge i sikkerhed i nabolandene. UNHCR opfordrer også regeringer til at midlertidigt stoppe udvisninger af afghanske statsborgere, herunder afviste asylansøgere.
Situationen i Afghanistan udgør en af de største og længst varende flygtningekriser i verden. Udover 3,5 millioner internt fordrevne afghanere, er mere end 2,6 millioner afghanere flygtninge. Langt størstedelen (2,2 millioner) lever i Iran og Pakistan. Begge lande grænser op til Afghanistan og har i mere end fire årtier huset 90% af alle afghanske flygtninge i verden.
Del på Facebook Del på Twitter