En gruppe mennesker, der er blevet reddet til havs af NGO-skibene Sea Watch og Sea Eye går i land i Malta © UNHCR/Anna Camilleri
Interview med vores dansk-svenske kollega Anne-Birgitte Krum-Hansen på Malta.
“Fortællinger fra felten” er en interviewserie, der giver indblik i det arbejde, vores nordeuropæiske kollegaer udfører rundt omkring i verden.
”Der er en tradition for humanitært arbejde i min familie, og det har inspireret mig. På et tidspunkt da jeg læste jura, kom en person fra UNHCR’s kontor i Stockholm for at holde et foredrag om flygtningeret. Vedkommende bad os om at sige til efter forelæsningen, hvis vi var interesserede i at arbejde med flygtningespørgsmål og at komme i praktik hos UNHCR – og jeg var den eneste ud af omkring hundrede studerende, der henvendte sig til ham. Han rådede mig til at ansøge om et stipendium gennem SIDA (Sveriges udviklings- og bistandsorganisation) og kontakte UNHCR. Det var sådan jeg oprindeligt endte hos UNHCR i Kenya.
Jeg tror, det er vigtigt at starte sin UNHCR-karriere i felten for at at få en forståelse af organisationens arbejde på jorden i operationerne. Det er i felten, at du er vidne til de mest konkrete eksempler på at hjælpe flygtninge og gøre en forskel. Du lærer så meget ved at se flygtninges kapacitet og modstandsdygtighed og ved at høre deres historier. Det er en meget øjenåbnende og ydmyg oplevelse, og det hjælper med at sætte tingene i perspektiv.”
UNHCR var til stede ved landstigningen, der fandt sted efter en ad hoc aftale, som Maltas regering havde indgået, omkring overførslen af 58 flygtninge og migranter til fire EU-medlemslande © UNHCR/Paolo Biondi
Hvad består dit arbejde af?
”Mit nuværende arbejde består i at fremme samarbejdet mellem UNHCR og EASO, Det Europæiske Asylstøttekontor. EASO fokuserer på at støtte asyllande, både inden for og uden for EU.
Min rolle som ansvarlig for UNHCR’s engagement med EASO handler om at lette koordineringen mellem de to organisationer – både institutionelt og på stedet. Begge organisationer har operationer i Cypern, Grækenland, Italien og Malta, og det er afgørende, at vi koordinerer tæt mellem vores operationer.
Ligesom UNHCR er EASO også involveret i at opbygge asylkapacitet uden for EU, eksempelvis i det vestlige Balkan, Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet, så UNHCRs forbindelseskontor til EASO faciliterer en koordinering og et samarbejde mellem organisationerne og deres respektive aktiviteter også i disse regioner og lande. EASO udvikler desuden vejledninger og træningsmaterialer, som UNHCR leverer input og støtte til. Genbosættelse af kvoteflygtninge og andre supllerende adgangsveje er andre fokusområder for begge organisationer, og derfor er der også på disse områder en klar fordel ved at koordinere tæt.
UNHCR har to kontorer på Malta – landekontoret på Malta og forbindelseskontoret til EASO, hvor jeg er ansat. Malta oplever ankomster over havet, der er sat ud fra Libyens eller Tunesiens kyst, ofte i små gummibåde. Ofte er bådene og menneskene ombord i havsnød, og der er aktuelt en meget begrænsede eftersøgnings- og redningsoperationer i Middelhavet.
Maltas modtagekapacitet er desuden overbelastet. Det er en meget udfordrende situation, og UNHCR fortsætter med at opfordre til større støtte fra andre europæiske stater. Der er behov for mere solidaritet med landene på Europas ydre grænser, der modtager størstedelen af asylansøgerne – og samtidig er der brug for, at disse lande forbedrer deres modtagekapacitet og -forhold med den støtte, der er stillet til rådighed til det formål fra Europa-Kommissionen.”
En gruppe mennesker, der er blevet reddet til havs af NGO-skibene Sea Watch og Sea Eye går i land i Malta © UNHCR/Anna Camilleri
Fortæl om nogle af de bedste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?
”Nogle af de bedste oplevelser er nok de gange, jeg har været vidne til genforeninger af familiemedlemmer, der var blevet adskilt fra hinanden under krisen i 2015. Jeg arbejdede i Serbien på det tidspunkt, og i løbet af et par uger krydsede 10.000 mennesker grænserne fra Nord Makedonien og Grækenland til Serbien hver dag. De fleste mennesker var fra Syrien. Der var en masse kaos og mange tilfælde af familiemedlemmer, der blev adskilt fra hinanden, herunder børn, der blev adskilt fra deres forældre. Sammen med partner-organisationer hjalp UNHCR aktivt med at genforene disse børn med deres familier. Vi havde nogle gode succeshistorier, og det var utroligt berigende at opleve.
Genbosættelse af kvoteflygtninge er også altid betydningsfuldt, og det er sådan en positiv oplevelse at se mennesker komme fra en vanskelig situation og videre til sikkerhed. Det er en meget konkret proces, og det er også givende senere at høre fra kvoteflygtningene, hvordan de har det i deres nye værtsland.”
UNHCR medarbejdere hjælper flygtninge og migranter ved togstationen i Tovarnik, Kroatien, hvor mange mennesker krydserede grænsen fra Serbien i sommeren 2015 © UNHCR/Igor Pavicevic
Fortæl om nogle af de værste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?
”At arbejde i Serbien under den europæiske flygtningesituation i 2015 var meget udfordrende. Da krisen begyndte, var det 40 grader udenfor, og der var ikke nok ressourcer til det store antal mennesker, der krydsede grænsen hver dag. Små børn, gravide og ældre krydsede grænsen til fods, og alle var udmattede og dehydrerede.
Ude i de serbiske landområder, hvor folk ankom, manglede alle ressourcer, selv vand. Der var ikke nok medicin, og der var kun én ambulance i landsbyen, hvor jeg var udstationeret. Der var heller ikke telte, tæpper eller hygiejnefaciliteter. Folk måtte sove i det fri. UNHCR var tilstede og ydede nødhjælp sammen med myndighederne og forskellige partnere, i første omgang med meget få ressourcer til rådighed, indtil yderligere nødhjælpssendinger ankom. Det var meget bekymrende at være vidne til, og det var én af de største udfordringer, jeg har været udsat for i min tid hos UNHCR.”
Del på Facebook Del på Twitter
