FN's Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi besøgte etiopiske flygtninge i Sudan in november 2020. ©UNHCR/Will Swanson
I dag 14. december fylder UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, 70 år. For en organisation, der burde være ophørt med at eksistere efter tre år, er det en ubehagelig fødselsdag, som vi ikke har lyst til at fejre.
Da en rystet verden begyndte at genopbygge efter Anden Verdenskrig, fik UNHCR til opgave at finde et hjem til Europas flygtninge. Da organisationen blev etableret 14. december 1950 var mandatet tidsbegrænset, geografisk afgrænset og udtrykkeligt ikke-politisk, som om dets eksistens var en påmindelse om elendigheder, der bedst blev fejet væk sammen med murbrokkerne efter krigen.
Men den foranderlige internationale orden medførte ny konflikt og dermed flere flygtninge – 200.000 ungarere flygtede til Østrig, efter oprøret i 1956 blev knust af sovjetiske styrker. Det følgende år appellerede Tunesien om hjælp fra UNHCR, da uafhængighedskrigen i nabolandet Algeriet sendte titusinder af mennesker over grænsen i søgen efter sikkerhed.
Og vores mission fortsatte med at vokse. Med den postkoloniale æra fulgte kampe for befrielse og derefter magtkampe med millioner af civile fanget i omvæltningerne. År efter år og på kontinent efter kontinent er UNHCR blevet bedt om at hjælpe det stigende antal mennesker, der er blevet tvunget til at flygte, fra Mellemamerika til Afrika til Vietnam og Cambodja.
Sidste år markerede fire årtiers flugt fra Afghanistan. Næste år vil det være et årti siden, den igangværende konflikt brød ud i Syrien. Og sådan fortsætter det – en række uønskede milepæle, nye konflikter, der opstår eller blusser op igen, selvom efterdønningerne af de gamle endnu ikke har lagt sig. I løbet af de sidste syv årtier har en verden, der svor at indlede en periode med fred, vist sig at være god til at starte konflikter, men mindre dygtig til at løse dem igen.
Derfor er UNHCR gang på gang blevet opfordret til at gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte sårbare mennesker, der er tvunget på flugt fra deres hjem. Ofte har dette indebåret kompromisser. Vi sidder normalt ikke med “ved bordet”, når skæbnen for nationer og folk afgøres. Men vi er bestemt til stede og hjælper folk, der tvinges på flugt, når disse tvister forbliver uløste.
Vores ikke-politiske position fremgår af vores mandat – men eftersom vi er til stede i mange kriser og rykker ud til utallige nødsituationer, kræver vores arbejde ofte komplekst diplomati, svære beslutninger og umulige valg, når vi forsøger at nå et stadig større antal udsatte mennesker med ressourcer, der ikke kan følge trit med behovene.
Tidligere og nuværende UNHCR-kolleger er meget stolte af den forskel, de har gjort i de liv, de har beskyttet, forandret og reddet. De sætter en ære i at tage nye udfordringer op, som eksempelvis konsekvenserne af klimaforandringer eller som nu coronapandemien – faktorer, der er med til at forstærke de allerede betydelige problemer, som følger med flugt og fordrivelse.
På samme tid ønsker de, at der ikke var brug for det. Hvis stridende parter ville blive enige om våbenhvile, hvis fordrevne kunne vende sikkert hjem, hvis regeringer bedre delte ansvaret for at genbosætte kvoteflygtninge, hvis stater ville overholde deres forpligtelser i henhold til international lov om asyl og princippet om non-refoulement – og ikke sende dem, der er flygtet fra trusler mod deres liv, tilbage, hvor de kom fra – så ville vi i UNHCR have meget mindre at bekymre os om.
Og ja, vi har gentagne gange efterlyst alt dette.
I 1994 var jeg en del af UNHCR’s beredskabsteam i det daværende Zaire, nu Den Demokratiske Republik Congo. På fire dage krydsede en million mennesker grænsen fra Rwanda for at undslippe massakrerne, men blot for i stedet at befinde sig midt i et koleraudbrud, der dræbte titusindvis. Mine kolleger, der havde afgivet et løfte om at beskytte mennesker, var i stedet nødsaget til at grave grave. Man kan tænke på de liv, man har reddet, og mindes de øjeblikke, hvor en flygtnings fortvivlelse bliver vendt til håb på grund af ens bestræbelser. Men man holder aldrig op med at tænke på de liv, man ikke kunne redde.
For næsten et år siden nåede det samlede antal flygtninge, internt fordrevne, asylansøgere og statsløse mennesker op på én procent af verdens befolkning. Jeg spekulerer på, hvilken procentdel vi vil betragte som uacceptabel: to procent, fem procent eller mere? Hvor mange mennesker skal lide tabet og ydmygelsen ved at blive tvunget til at flygte, førend politikerne begynder at adressere og finde løsninger på de grundlæggende årsager til flugt?
Så på UNHCR’s 70 års jubilæum lyder min opfordring til det internationale samfund: Gør mig arbejdsløs. Gør det til jeres mål at opbygge en verden, hvor der virkelig ikke er behov for FN’s flygtningeorganisation, fordi ingen er tvunget til at flygte.
Misforstå mig ikke: Som verden ser ud aktuelt, er vores arbejde altafgørende – alligevel er paradokset, at vi ikke burde eksistere. Hvis vi ender med at kunne fejre mange flere fødselsdage, vil den eneste konklusion være, at det internationale samfund har fejlet.
Men hvis de faktorer, der tvinger millioner og atter millioner af mennesker til at flygte, blev afhjulpet i bare et halvt dusin lande, kunne millioner af flygtninge vende hjem, og det samme kunne millioner af internt fordrevne. Det ville være en meget god start – og det ville være noget, vi alle for alvor ville kunne fejre.
Denne kommentar har været bragt på Altinget.dk 14. december 2020
Del på Facebook Del på Twitter
