I takt med at rekordmange er tvunget på flugt globalt, og behovet for beskyttelse overgår de aktuelle løsninger, hjælper genbosættelse af kvoteflygtninge med til at beskytte de mest udsatte.
Winta, 41 år fra Eritrea, (nr. 2 fra højre) går gennem sin sby i Schweiz med tre af sine børn (fra venstre) Ksanet på 16, Ermias på 13 og Melat på 9. ©UNHCR/Mark Henley
Over 1,4 millioner flygtninge, der i øjeblikket opholder sig i 62 værtslande, får behov for genbosætning næste år ifølge de seneste skøn, som i dag blev udgivet af UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation.
”Da én procent af menneskeheden nu er fordrevet, og langt størstedelen huses i udviklingsregioner, som står over for deres egne udfordringer, stiger behovet for beskyttelse, men der er et stort underskud af løsninger. Vi har brug for, at lande gør mere, og at de hjælper os med at finde sikre opholdssteder til dem, hvis liv afhænger af det,” siger FNs Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi, som denne uge deltager i de årlige trepartshøringer om genbosættelse (ATCR).
Årets genbosættelses-konference blev arrangeret i samarbejde med Canadas regering og Det Canadiske Flygtningeråd og blev afholdt virtuelt.
Ifølge rapporten Projected Global Resettlement Needs 2021, som blev udgivet i dag på ATCR, er syriske flygtninge blandt de mest udsatte flygtninge med behov for genbosættelse. For femte år i træk repræsenterer syrere den gruppe, der har det største behov for genbosættelse (41 procent) efterfulgt af sydsudanesere (9 procent) og congolesiske flygtninge (9 procent).
”Trods COVID-19-pandemien er konflikt og forfølgelse ikke standset, og mennesker rundt om i verden flygter fortsat fra deres hjem i en søgen efter sikkerhed,” siger Grandi.
”Genbosættelse bliver aldrig en løsning for alle verdens flygtninge, men for de få, der er i størst risiko, kan det betyde en forskel mellem liv og død.”
Genbosættelseindebærer, at flygtninge flyttes fra et asylland til et land, der har indvilliget i at give dem adgang og permanent ophold. Denne indsats hjælper med at sikre beskyttelse til dem, hvis liv kan være i fare, eller som har særlige behov, der ikke kan imødekommes i det land, hvor de har søgt tilflugt.
Udviklingslande huser 85 procent af verdens flygtninge. Set i forhold til de lande, der yder asyl, Østafrika og Afrikas Horn fortsat for de største behov for genbosættelse. De efterfølges af Tyrkiet, der huser 3,6 millioner flygtninge, Mellemøsten, Nordafrika, og den Centralafrikanske region.
Det at dele ansvaret og udvise solidaritet med stater, der huser store flygtningepopulationer, samt at øge mulighederne for, at flygtninge kan komme til sikre tredjelande gennem genbosættelse og andre supplerende adgangsveje, herunder familiesammenføring,, arbejds– og studieadgang, er en af hovedmålsætningerne i den nye globale flygtningeaftale, Global Compact on Refugees.
Sidste år lancerede UNHCR og samarbejdspartnere en treårig strategi for genbosættelse og supplerende adgangsveje, som forudser genbosættelse af én million kvoteflygtninge samt adgang for to millioner flygtninge via supplerende adgangsveje frem mod 2028. For at nå dette mål er der behov for, at flere lande deltager i genbosættelsesprogrammet og tilbyder pladser til kvoteflygtninge.
I 2019 gav 26 lande 107.800 kvoteflygtninge adgang til genbosættelse. Heraf var næsten 64.000 med støtte fra UNHCR. I år har stater kun stillet 57.600 kvotepladser til rådighed for UNHCR. Desværre vil COVID-19 påvirke realiseringen af disse pladser til genbosættelse.
”Jeg opfordrer alle lande til at øge indsatsen og bidrage yderligere til at støtte op om de mest sårbare flygtninge – for eksempel gennem genbosættelse, humanitære korridorer og andre adgangsveje, også ordninger for uddannelse, arbejde og familiesammenføring. Behovet for solidaritet er i dagmere presserende end nogensinde før,” siger Grandi.
Del på Facebook Del på Twitter
