UNHCR: Klimaforandringer forværrer forholdene for flygtninge

Dette debatindlæg blev bragt 6. maj 2020 på Altinget.dk

At konsekvenserne af klimaforandringer direkte påvirker menneskers levevilkår – for nogle ganske voldsomt – og i stigende grad vil føre til, at mennesker bliver tvunget til at forlade deres hjemegn, synes der ikke at herske tvivl om blandt debatdeltagerne. Heller ikke, at det internationale samfund må træde til og styrke det fælles samarbejde for at forebygge og hjælpe.

Tillad mig dog at zoome ind på en hel specifik udfordring ved det ekstreme klima, nemlig at klimaforandringer i dag i højere grad rammer egne, der i forvejen er fattige, kæmper med en bred vifte af andre udfordringer og mangler de fornødne ressourcer til at kunne stå imod konsekvenserne.

Og i og med majoriteten af verdens flygtninge og internt fordrevne netop befinder sig i udviklingslande –herunder nogle af de mest sårbare for klimaudsving og naturkatastrofer – så ser vi allerede nu tegn på, hvordan klimaforandringer forværrer forholdene for mennesker, der allerede er udsatte efter at være blevet tvunget på flugt af krig, konflikt og forfølgelse. Nådesløs tørke eller voldsomme oversvømmelser kan gøre livsbetingelserne hårdere og hårdere i lejre og bosættelser. Samtidig kan ekstreme klimaudsving reducere de i forvejen begrænsede ressourcer, der skal deles mellem lokalsamfund og de fordrevne, de huser – hvilket kan sætte den så afgørende fredelige sameksistens under pres.

Nådesløs tørke eller voldsomme oversvømmelser kan gøre livsbetingelserne hårdere og hårdere i lejre og bosættelser

Tag for eksempel Maban-regionen i Sydsudan, der sidste år oplevede oversvømmelser af et førhen uset omfang. Ca. 200.000 mennesker, lokale såvel som sudanske flygtninge, var alvorligt påvirkede af situationen, der ødelagde sanitet og infrastruktur, lukkede skoler og hospitaler, og gjorde det svært at sikre adgang for humanitær hjælp til flygtningelejrene i flere måneder.

Konsekvenserne af klimaforandringer risikerer altså at sætte et barsk aftryk på levevilkårene for flygtninge og internt fordrevne, forværre de humanitære behov og voldsomt påvirke disse gruppers mulighed for ikke blot at overleve, men også at trives som mennesker.

Det stiller store krav til planlægning, til forebyggelsesindsatser og til praktisk respons. Og det er overvejelser, der må indtænkes helt fra start, og i hvert eneste skridt, af responsen i flygtningesituationer. Ikke blot i forhold til logistisk planlægning af lejre, vandforsyning og så videre, men eksempelvis også i udformningen af programmer til at sikre flygtninge adgang til levebrød og mulig selvforsørgelse, som nødvendigvis må tilpasses klimakonteksten.

Mange steder i verden, er det her allerede en realitet. Som i Kutupalong-lejren i Bangladesh, hjem for næsten en million Rohingya-flygtninge. Her iværksætter UNHCR og vores partnere hver eneste monsun-sæson livreddende, præventive tiltag som eksempelvis at forstærke telte, bygge diger og broer, og fysisk flytte tusindvis af familier og deres telte til højereliggende områder, hvor der er mindre risiko for mudderskred.

For mange af de lande, der huser store flygtningepopulationer eller internt fordrevne, er det imidlertid en opgave, de ikke kan løfte alene. Det internationale samfund må træde til med støtte – økonomisk, praktisk og vidensmæssigt. Udfordringerne er både omfattende og presserende, men der er også lyspunkter.

Det internationale samfund må træde til med støtte – økonomisk, praktisk og vidensmæssigt. Udfordringerne er både omfattende og presserende, men der er også lyspunkter.

Klima og energi var et af seks hovedtemaer på Global Refugee Forum – det flygtningetopmøde, som UNHCR var vært for i december, og hvor både regeringer, privatsektoren, NGO’er og en lang række andre aktører samlet gav mere end 1000 konkrete tilsagn om støtte, nye projekter og initiativer for at styrke den globale flygtningerespons. Herunder også i forhold til at forbedre modstandsdygtigheden over for klimaforandringer. Samtidig fik UNHCR’s ambitiøse målsætning om at sikre ren og bæredygtig energi til verdens flygtninge opbakning fra en bred vifte af lande, bl.a. Danmark.

Der er nemlig i dag reel risiko for, at klodens mest sårbare og fattige, herunder flygtninge, bliver ”left behind” og sakker bagud i forhold til Verdensmålene herunder målet om adgang til bæredygtig og pålidelig energi.

Samtidig må vi også erkende, at ankomsten af en stor flygtningebefolkning sætter natur og miljø under pres i allerede skrøbelige områder. Derfor har UNHCR igennem længere tid været i fuld gang med at gøre vores operationer grønnere og iværksætte programmer for at begrænse klimaaftrykket.

I de to store flygtningelejre i Jordan, Za’atari og Azraq, der hver især huser ca. 80.000 og ca. 40.000 syriske flygtninge, bliver al elektricitet nu produceret af to gigantiske solcelle-anlæg. Og i Kutupalong i Bangladesh har vi i knap halvandet år uddelt små gaskomfurer og flydende petroleumsgas til flygtningefamilier, så de får en sikker og ren energikilde til madlavning i stedet for de åbne ildsteder, der betød en forværret luftkvalitet og rovdrift på den omkringliggende skov. For blot at nævne to eksempler.

Vi må indse, at konsekvenserne af klimaforandringer nu og fremadrettet vil tilføje et yderligere og nødvendigt perspektiv til vores eksisterende respons for at hjælpe og beskytte verdens flygtninge – på samme måde som corona-virus pandemien lige nu lægger en yderst kompleks og udfordrende dimension ned over vores arbejde, som vi endnu ikke er i stand til at vurdere den fulde effekt af.

Læs også: UNHCR: Det er et globalt ansvar at beskytte fordrevne mennesker