En ny chance: Fawads liv som flygtning i Danmark er en historie om ofre, mod, styrke og håb.
“En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er en serie portrætter af flygtninge, der har fundet beskyttelse i Danmark og her fået muligheden for at genopbygge deres liv. Portrætterne fortæller historier om modgang, kamp og prøvelser. Om modstandskraft, beslutsomhed og håb. Kom med, når disse mennesker tænker tilbage på rejsen, der bragte dem fra krigshærgede lande til Danmark, og når de reflekterer over deres vej mod normalitet og en tryg tilværelse i deres nye hjem i Danmark.
Fawad havde en god barndom i Kandahar i Afghanistan med sine forældre og to storesøstre. Fawad gik i en lokal koranskole og var en dygtig elev. Men med det resultat, at Taliban ønskede at rekruttere ham. Den militante bevægelse lovede familien penge, men hans forældre sagde nej. Kort efter opsøgte Taliban-soldater familien og dræbte Fawads far. Det lykkedes hans mor at flygte med de tre børn og satte ud på en farefuld køretur til Pakistan. De efterlod alt derhjemme.
I Pakistan måtte Fawads mor betale en smugler for at rejse sammen med ham, så han kunne undslippe Taliban og komme i sikkerhed i Europa. Men hun havde ikke råd til at betale for hele familien. Derfor, som kun 11 år gammel, rejste Fawad afsted alene, bare med en rygsæk med mad og drikke, som hans mor havde pakket ned til ham.
Han kan stadig huske rejsen med en gruppe smuglere fra Pakistan til Iran og derefter vandringen over bjergene til Tyrkiet. Derfra kom han med en overfyldt båd til Grækenland og derefter til Italien. Efterfølgende tog han toget gennem Frankrig og Tyskland og kom til sidst til Danmark. Det var en lang og farlig rejse. Fawad var bange og helt alene, men han havde intet valg. Da de var ankommet til Københavns Hovedbanegård sagde smugleren, at han skulle på toilettet, men han kom aldrig tilbage.
“Min drøm er at bo et sted uden fare. Min drøm er ikke at skulle være bange for, hvad dagen imorgen bringer.”
Fawad ventede længe, men måtte til sidst indse, at han nu var helt alene. Han hørte heldigvis nogle mennesker tale afghansk, så han spurgte dem om hjælp. De tog ham med til Røde Kors, hvor han skulle svare på en masse spørgsmål, hvorefter han blev sendt til et asylcenter.
I dag kan Fawad ikke huske alt fra tiden i asylcenteret, fordi han var så ked af det og følte sig meget alene. Men han ved, at han fik asyl og boede på et børnehjem for drenge i nogle år, før han flyttede ind i Morelhuset i Græsted sammen med andre uledsagede flygtningebørn og -unge.
Fawad tror, at hans mor og søstre bor i Iran, men han har ikke haft kontakt med dem i mere end et år, da de hverken har telefon eller computer. Og de restriktive regler for familiesammenføring gør det vanskeligt for Fawads familie at kunne komme til landet og blive genforenet med ham.
En opvækst i Danmark
Da Fawad kom til Danmark, begyndte han med det samme i en normal dansk skole, hvor han lærte at tale dansk. Han er nu færdig med skolen og er i gang med at læse til pædagog, så han kan hjælpe andre børn:
“Jeg kan godt lide at tale om børns problemer, og hvordan man kan hjælpe dem … Folk har flere muligheder her. Man har ikke mange muligheder i Afghanistan.”
På mange måder er Fawads liv som en typisk teenager: Han spiller videospil, han er en passioneret fodboldfan, og han tager på stranden med sine venner. © Sasja van Vechgel
Nogle af Fawads venner mener, at han hellere skulle have valgt et mere håndværksmæssigt arbejde, i fald han nu skulle blive sendt tilbage til Afghanistan. I Afghanistan betragtes det ikke som et arbejde at tage sig af børn, så det ville han ikke kunne arbejde med dér. Men Fawad havde besluttet sig:
“Jeg lever og bor her nu. Nu er nu. Som mennesker bør vi altid have en plan. Hvis vi ikke har en plan, giver det ingen mening. Uden en plan kan vi ikke opstille et mål, og vi har brug for et mål.”
På mange måder er Fawads liv typisk for en teenager. Han gamer, han spiller fodbold, er fan af Brøndby og Real Madrid. I weekenderne tager han på stranden med sine venner, hvis vejret er godt. Men der er også den del af hans liv, der rummer stress og frygt, da han ikke har fået permanent opholdstilladelse i Danmark:
“Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Det kan være, at myndighederne i morgen siger: “Du kan ikke være her længere. Vi har ikke brug for dig. Du må rejse tilbage til Afghanistan.” Det er jeg selvfølgelig bange for.”
Reglerne for permanent opholdstilladelse i Danmark er blevet ændret flere gange inden for de sidste par år, og det bliver sværere og sværere for flygtninge at opfylde betingelserne. De danske myndigheder har tidligere meddelt offentligt, at Afghanistan er et sikkert land, men Fawad tror ikke, at landet er sikkert for ham mere. Taliban dræbte hans far og ville rekruttere Fawad som soldat, og de er stadig aktive i området, han er fra. Og han har ikke længere noget familie dér.
“Jeg kan godt lide at tale om børns problemer, og hvordan man kan hjælpe dem … Folk har flere muligheder her. Man har ikke mange muligheder i Afghanistan.”
“Jeg bor i Danmark, jeg går i skole her, i klubben, har mine venner her, jeg synes, at jeg bør have de samme rettigheder. Men på grund af omstændighederne føler jeg, det svært at være dansk, når jeg ikke føler mig velkommen her. Jeg er accepteret af mine danske venner, og jeg har mange relationer, men jeg føler ikke, at myndighederne accepterer mig. Jeg føler mig sikker i dag, men måske ikke i morgen.”
“Min drøm er at bo et sted uden fare. Min drøm er ikke at skulle være bange for, hvad dagen imorgen bringer.”
Hvis Fawad får permanent opholdstilladelse i Danmark, drømmer han om at gøre sin uddannelse færdig, finde sig en kone, få sin egen familie og hjælpe andre.
“Jeg kan godt lide Danmark, fordi her er roligt og afslappet. Jeg ser børn gå hjem fra skole uden at skulle bekymre sig. Der er ingen krig. Jeg er glad for at bo et så sikkert sted.”
Restriktionerne på familiesammenføring i Danmark er en stor udfordring for Fawad og hans familie. © Sasja van Vechgel
Fawad savner selvfølgelig sin mor og sine søstre meget. Det er svært for ham at fortælle sin historie, men når han føler sig alene eller trist, siger han til sig selv, at han skal se fremad:
“Det hjælper ikke at være ked af det. Jeg bliver nødt til at drømme og følge mine drømme. Jeg kan ikke tænke for meget på min fortid, hvis jeg vil videre i livet. Jeg bliver nødt til at kæmpe for min drøm. Hvis jeg ikke kæmper, så sker der ikke noget. Intet kommer af sig selv.”
Bag historien
Portrætserien “En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er produceret af Amy Cunningham og Sasja van Vechgel for UNHCRs Repræsentation for Nordeuropa.
Amy Cunningham er en amerikansk freelance-skribent, der fokuserer på at fortælle menneskelige historier for at fremme empati, skabe fælles forståelese og kultivere forbindelser mellem mennesker. Hun stræber efter at give menneskene i sine historier deres egen unikke stemme og hermed gøre dem i stand til at skabe forbindelser på tværs. Hendes kærlighed til at rejse og udforske forskellige kulturer har ledt til møder med forskellige mennesker fra hele verden, hver med deres specielle historie at dele.
Sasja van Vechgel er en hollandsk fotograf, født i 1975, kendt for at de-stigmatisere sine motiver og humanisere mennesker igen. Hendes arbejde er kendetegnet ved en social dokumentarfotografering, ofte fokuseret på menneskerettigheder og sundhedsspørgsmål, med et kunstnerisk strejf. Hun har boet og arbejdet i Bangladesh, Cameroun, Tanzania, Indonesien og Danmark i de sidste 18 år, hvilket har resulteret i en række opgaver til multinationale selskaber og NGOer, internationale priser og udstillinger.
Læs også om Moudi, Rahme og Elisha.
Del på Facebook Del på Twitter
