Siden volden i det nordøstlige Syrien eskalerede i starten af oktober, har UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, hjulpet mere end 131.000 mennesker med livreddende nødhjælp.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er til stede i det nordøstlige Syrien for at uddele akut nødhjælp, telte og livsvigtig beskyttelse. Flygtningelejren Bardarash i nabolandet Irak har nået sin fulde kapacitet, og UNHCR arbejder på at identificere nye områder, hvor de syriske flygtninge kan komme i sikkerhed.
Både flygtningelejren Bardarash og transitcentret Gawilan i det nordlige Irak er fyldt til bristepunktet. Bardarash-lejren er nu midlertidigt hjemsted for mere end 11.200 flygtninge, mens cirka 1.500 har søgt sikkerhed i det nye transitcenter Gawilan, der ligger tæt på lejren. UNHCR har uddelt basal nødhjælp og sikret beskyttelse til alle nyankomne flygtninge. Vi samarbejder med de lokale myndigheder om at finde nye faciliteter, der har kapacitet til at tage imod yderligere flygtninge.
Nødsituationen i det nordøstlige Syrien påvirker fortsat hundredtusindvis af mennesker i både Syrien og nabolandet Irak. Siden konflikten eskalerede 9. oktober er mere end 14.000 syrere flygtet til Irak for at komme i sikkerhed, mens mere end 108.000 mennesker, heraf 47.000 børn, er internt fordrevne i det nordøstlige Syrien. Da antallet af nye flygtninge var på sit højeste, ankom omkring 1.500 mennesker om dagen til Iraks kurdiske region. Det tal er siden faldet til cirka 300 daglige ankomster.
Faldende temperaturer og regnskyl i både Syrien og Irak forværrer situationen yderligere for de mange mennesker på flugt, der allerede har været utroligt meget igennem. De mest sårbare, herunder kvinder, børn og ældre, rammes hårdest. De fleste har medbragt et meget begrænset antal ejendele på flugten og har derfor stort behov for varmt tøj og tæpper til at beskytte sig mod kulden og regnen.
”Da bomberne faldt, flygtede vi, kun med det tøj vi havde på. De fly ødelagde vores hjem. Jeg har to drenge og to piger. Min ældste søn flygtede til landområderne. Mine tre andre børn er med mig her,” fortæller syriske Zakieh Khalaf, der er internt fordreven i det nordøstlige Syrien, til UNHCR.
På trods af de udfordrende omstændigheder er UNHCR til stede på jorden i både Syrien og Irak sammen med vores samarbejdspartnere. Vi uddeler livreddende nødhjælp og yder beskyttelse til de mange mennesker, der har forladt deres hjem og ejendele. Vi har indtil videre uddelt basal nødhjælp og vintertøj, tæpper og anden beskyttelse mod vinteren til mere end 131.000 af de nyligt fordrevne syrere.
I flygtningelejren Bardarash og transitcenteret Gawilan i Irak står UNHCR for registrering af de ankomne og identificerer flygtninge med særlige behov, såsom uledsagede børn. Vi bidrager også med psykosocial førstehjælp, juridisk assistance, hjælp til ofre for seksuelle overgreb, særlig beskyttelse af børn, involvering af lokalsamfundet, og hjælp til at genforene familier.
UNHCR estimerer, at situationen i Syrien vil betyde yderligere finansieringsbehov på USD 31,5 mio., næsten DKK 214 mio. Dette tal er et skøn, da situationen stadig udvikler sig.
Del på Facebook Del på Twitter