UNHCRs partner, Kepler, giver flygtninge adgang til internationalt anerkendte universitetsgrader og hjælper dem med at forandre deres liv.
Kepler i Rwanda giver studerende adgang til internationalt akkrediterede uddannelser gennem partnerskab med Southern New Hampshire University i USA, og de har et ambitiøst mål om, at 25 pct. af deres studerende er flygtninge. © UNHCR / Hector Perez
I det øjeblik, man træder indenfor i den hvide bygning, der troner over frodige grønne bakker i udkanten af Kigali, bliver man mødt med den konstante summen af liv, som kendetegner en dynamisk universitetscampus.
Der er studerende overalt. Nogle sidder bøjet over bærbare computere i fuld koncentration, andre småsnakker med hinanden, henslængt på bænke i gårdhaven, og aktivitetsniveauet er højt i de fulde klasseværelser.
Kepler i Rwanda ser umiddelbart ud som et ganske almindeligt universitet – men det har sin helt egen profil. Kepler, der længe har været partner for UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, giver studerende i Rwanda adgang til internationalt anerkendte uddannelser ved at kombinere online universitetsgrader fra Southern New Hampshire University i USA med on-site læring og vejledning.
Uddannelse skal give flygtninge valgmuligheder
Derudover har Kepler et klart og ambitiøst mål: At 25 pct. af deres studerende har flygtningestatus – og de er næsten i mål.
”Vores vision er, at uddannelsen kan ændre vores flygtningestuderendes liv. En af de store udfordringer for flygtninge er, at de ikke har nogen valgmuligheder. Vi ser det at få en amerikansk akkrediteret universitetsgrad og arbejdsmarkedstræning som et skridt til få et rigtigt job, kunne forsørge sig selv og flytte ud af flygtningelejrene samt have muligheden for selv at træffe valg om, hvad man vil bruge sit liv på,” forklarer Ashley Haywood, direktør for flygtningeprogrammet hos Kepler.
En af de studerende med flygtningebaggrund, der netop begyndte sine studier i efteråret, er 44-årige Désire Uwimana. I 2015 flygtede han og hans familie fra forfærdelige forhold i hjemlandet Burundi – ødelæggelser og drab, der fortsat hjemsøger og påvirker ham. Men nu, efter at være begyndt på Kepler, forsøger han at fokusere på fremtiden:
“I flygtningelejren begyndte jeg i skole med de små børn for at lære engelsk. Min kone var noet overrasket, men jeg vidste, at det ville give mig mulighed for at nå længere. Og nu har jeg et mål. Det her vil uden tvivl forvandle mit liv. Det vil være en positiv forandring,” siger Désire, der især har smag for matematik og drømmer om en karriere inden for logistik.
Første campus i en flygtningelejr
I 2015 og med støtte fra UNHCR, IKEA Foundation og Rwandas Ministerium for katastrofehåndtering og flygtninge, udvidede Kepler med en campus i flygtningelejren Kiziba i den vestlige del af Rwanda – den første univeristetscampus nogensinde, placeret i en lejr.
Derudover tilbyder Kepler nu forberedelseskurser i flere af de rwandiske flygtningelejre. Her får flygtningene trænet deres engelske og andre faglige færdigheder og kompetencer, så de bliver bedre rustet til at opfylde kravene på en videregående uddannelse. Eller blot bedre forberedt til de næste skridt i tilværelsen, også selvom de ikke ender med at blive optaget på Kepler.
Resultaterne er slående. Ved at få den smule ekstra hjælp til at komme godt i gang, trives de mange flygtninge-studerende. Og ligesom deres rwandiske medstuderende, nyder de fordel af Keplers stærke fokus på beskæftigelse og på, at dimittenderne får rigtige jobs efter universitetstiden.
“I øjeblikket kommer næsten 90 pct. af vores dimittender i arbejde inden for seks måneder, og det ser ud til, at vores studerende med flygtningestatus opnår de samme resultater. Ofte har de brug for ekstra forberedelse i starten for at kunne lykkes, men når de får det, er beståelsesprocenten den samme, og vi har nogle tidlige indikationer på, at deres beskæftigelsesfrekvens også vil være den samme,” siger direktør Ashley Haywood. Hun roser den progressive politik i Rwanda, som giver flygtninge fuld ret til arbejde.
En af de unge og håbefulde studerende, der inden længe dimitterer fra Kepler, er 23-årige Eugenie Manirafasha. Hun har været flygtning næsten hele livet – hun var godt halvandet år, da hendes familie flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo, og hun er vokset op og har boet i Kiziba flygtningelejren i mere end 20 år.
Da hun bestod gymnasiet sammen med 600 andre unge, congolesiske flygtninge i lejren, var hun blandt de 25 unge, der blev optaget på Kepler. Og inden længe består hun med en universitetsgrad i kommunikation og business.
“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne gå på universitet. At jeg som flygtning kunne få den chance,” siger hun.
“Uddannelsen er virkelig nyttig i mit liv, for jeg kan se, hvordan denne universitetsgrad kan åbne døre for mig. Jeg kan gøre så mange ting og søge forskellige jobs, som jeg før ikke troede, jeg kunne. Og jeg har en meget stærkere selvtillid nu,” siger Eugenie.
Hun har høje ambitioner for fremtiden – hun sigter ikke kun mod at kunne forsørge sig selv, sine forældre og søskende, men hun har også ideer til, hvordan hun kan hjælpe andre flygtninge i den lejr, hvor hun er vokset op. Ved at skabe en forbindelse mellem syersker, kunsthåndværkere og andre iværksættere i lejren og et marked af forbrugere udenfor, håber hun at kunne hjælple dem med at få deres produkter ud til et større publikum – og hermed kunne skabe sig et levebrød.
“Min uddannelse har ændret den måde, jeg ser verden på. Og min fremtid ser helt anderledes ud nu, end den gjorde for nogle år siden,” siger Eugenie.
Del på Facebook Del på Twitter