Fortællinger fra felten: ”Der er så meget spildt potentiale blandt unge flygtninge”

Hvorfor har du valgt at arbejde for UNHCR?

”Jeg har altid ønsket at arbejde ude i verden og beskæftige mig med udvikling, menneskerettigheder og fattigdom. Og det endte altså med arbejdet med flygtninge. Overordnet handler vores arbejde jo om at sørge for at holde dørene åbne, jorden rundt, for mennesker på flugt fra krig og forfølgelse, så de kan komme i sikkerhed, og hjælpe dem med at genstarte livet. Det er egentlig ret menneskeligt basalt, men det synes ikke at være det politiske budskab idag.”

Hvad består dit arbejde af?

”Jeg sidder på det regionale kontor i Sydafrika, der vejleder tolv lande i den sydlige del af Afrika bla. Namibia, Malawi, Madagascar og Mozambique. Nogle lande har egne UNHCR-kontorer, andre har ikke, så det er meget forskelligt, hvor meget vi støtter og monitorerer, og hvor meget vi er i direkte kontakt med partnere og regeringer i de forskellige lande.

Situationen for flygtninge i vores region varierer meget – og spænder fra den ene yderlighed til den anden. Vi har en stor urban flygtningepopulation i Sydafrika, der tæller omkring 300.000 mennesker. Her har flygtninge stort set og i vid udstrækning samme rettigheder som den lokale befolkning. De kan bevæge sig frit, få arbejdstilladelse og klare sig selv, og de har adgang til velfærdssystemet. I andre lande er situationen helt anderledes – og med mere eller mindre tolerante politikker i forhold til bevægelsesfrihed. I Botswana er flygtninge lukket inde i en lejr med hegn omkring, så her er de nærmest spærret inde.

Noget af det, jeg arbejder med, er at forsøge at få flygtningene integreret lokalt, eller i hvert fald blive en del af de nationale systemer, i stedet for at have parallelle systemer for flygtninge, når det eksempelvis kommer til uddannelse, sociale ydelser og arbejdsmuligheder. Det er afgørende for flygtninges velfærd og en del af UNHCRs overordnede politik at sikre, at de inkluderes på lige fod med de lokale. Det har vi opnået i Sydafrika og eSwatini (tidligere Swaziland), men situationen er markant anderledes i andre lande.”

Fortæl om en af de bedste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?
”De bedste dage er dem, hvor noget lykkes, som har stor betydning for flygtninge. Og det handler jo mest af alt om myndighedsbeslutninger i modtagerlandene. Som den dag i 2017, hvor eSwatini (tidligere Swaziland) vedtog en flygtningelovgivning, der potentielt åbner for, at flygtninge kan blive en del af det samfund, de nu hører til. Og i samme ånd, at Malawi og Zambia meldte ud, at de gerne vil være med til at realisere det såkaldte Comprehensive Refugees Response Framework (CRRF) – en holistisk ramme og engagement af alle aktører for at sikre inklusion, beskyttelse og løsninger for flygtninge. Genbosættelse af kvoteflygtninge er også et eksempel på sådan en myndighedsbeslutning, men jo et privilegie for ganske få.

Og så er der selvfølgelig den store glæde ved at føre ting ud i livet. Som da jeg sidste år var en del af det team, der blev sendt ud som de første for at håndtere tilstrømningen af flygtninge til Zambia. Vi var med til at bygge indsatsen op fra grunden og havde en mulighed for at gøre det rigtige fra start. Vi gik ind og fandt ud af, hvilke kapaciteter og hvilken talentmasse, vi havde blandt flygtningene, så vi kunne engagere dem i at løse nogle af udfordringerne. Der var skolelærere, sygeplejersker, og folk, der havde arbejdet med administration og sociale indsatser. Vi fik en gruppe lærere til at kigge på, hvordan der kunne etableres undervisning, indtil vi fik et mere formelt skolesystem op at køre. Vi fik engageret flygtninge til at patruljere områderne om aftenen, så folk kunne føle sig trygge. Vi fik identificeret familier med socialt overskud, der kunne tage de uledsagede børn ind og hjælpe med at tage vare på dem, og vi fik etableret en frivillig hjemmepleje, der tog sig af enlige gamle og folk med handicaps. Vi fik simpelt hen mobiliseret de mange ressourcer, der er blandt flygtningene selv.”

Fortæl om en af de værste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?

”For mig personligt er de hårdeste dage altid, når man kommer rigtig tæt på menneskelig lidelse. Som mødet med en congolesisk kvinde i Namibia, der var blevet voldtaget af utallige mænd under flugten, mens hendes børn så på. De gav hende bind for øjnene med kinin i, så hun blev blind, og nu famler hun rundt i en flygtningelejr og prøver at passe sine fire børn. Det er også hårdt at møde en masse unge mennesker, der er dynamiske, talentfulde og så fyldt med ideer og ønsker for fremtiden, men som ikke kan komme til at læse videre eller få lov at arbejde, fordi de ikke må bevæge sig ud af den flygtningelejr, de bor i, eller vi ikke har penge til at hjælpe dem på vej. Der er så meget spildt potentiale blandt unge flygtninge. Det er endnu en menneskelig tragedie. Og sådan nogle menneskelige møder er det hårdeste.

Ser man på regionen, jeg arbejder i, så er det også altid svært at skulle acceptere, at der er så få ressourcer i forhold til, hvad der burde og skulle gøres. Det var faktisk lidt af et chok at komme her til Sydafrika fra Libanon og se, hvor vanskeligt det er at få finansiering til arbejdet.

Sidste år, da vi pludselig så en tilstrømning af congolesiske flygtninge ind i Angola og i Zambia, da var der opmærksomhed, også internationalt, om flygtningestrømmene og de krænkelser, de flygtede fra. Men når det så dør hen igen, så svinder ressourcerne også, til trods for, at man står med en stor flygtningebefolkning i regionen, med åbenlyse behov for mad, beskyttelse og løsninger. Det er uacceptabelt og hårdt at erkende, at vi ikke kan stille noget op, når man bliver nødt til at skære i minimums-madrationerne eller helt grundlæggende ydelser, fordi der ikke er hænder og ressourcer nok. Det har reelle og direkte konsekvenser, som få ville kunne forsone sig med, hvis de stod ansigt til ansigt med dem. Det er derfor så utrolig vigtigt, at donorlande styrker den ikke-øremærkede finansiering, som hele den sydlige region i Afrika er meget afhængig af.”

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er til stede i 130 lande, hvor vi hjælper mænd, kvinder og børn, der er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig, vold og forfølgelse. Vores hovedkvarter ligger i Genève i Schweiz, men langt de fleste af vores ansatte arbejder i felten og de steder på kloden, hvor størstedelen af verdens flygtninge befinder sig.

Læs mere om UNHCR’s arbejde her.

Læs interview med danske Grith Nørgaard i Yaounde, Cameroun her.

Læs interview med danske Charlotte Ridung i Addis Ababa, Etiopien her.

Læs interview med danske Helle Degn i Addis Ababa, Etiopien her.