Tusindvis flygter fra volden i sydøstlige DR Congo

KALEMIE, Den Demokratiske Republik Congo – Jean Kiza Kambi er fuldstændig gennemblødt. Han har gået i 14 timer gennem skove og bugtede bakker i tæt regn. Han har krydset en flod, hvor strømmen nær havde taget ham med.

Med sig har han en gammel madras og en plastikspand med sine ejendele. Den 58-årige mand står nu på en bakketop og skuer over de hundrede improviserede boliger i Kalunga-bosættelsen for internt fordrevne i Tanganyika-provinsen i den sydøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRC).

Han er vicehøvding i sin landsby og er bekymret for nogle af landsbyboernes skæbne, efter han blev væk fra dem i skoven. ”Nogen af dem, som stadig er i skoven, har sår fra machete-knive,” siger han. ”Andre fra landsbyen er nået i sikkerhed på en militærbase. Da jeg flygtede, så jeg mindst fem døde kroppe.”

Ligesom Jean Kiza Kambi er mere end 4,5 millioner mennesker i provinsen blevet fordrevet i deres eget land, hvilket gør DRC til det land i Afrika med det højeste antal internt fordrevne.

 

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, siger at “en humanitær katastrofe af ekstraordinært omfang” er ved at ramme Tanganyika-provinsen, hvor volden eskalerer, hvilket ”udløser brud på menneskerettighederne og sender mennesker på flugt i en ond spiral.”

Under en nyhedsbriefing i Palais des Nations i Genève, sagde UNHCR’s talsperson, Andrej Mahecic, at der har været grusomme overgreb og massefordrivelser i flere dele af provinsen som konsekvens af konflikterne på tværs af etniske grupper.

Jean Kiza Kambi fortæller, at hans landsby blev angrebet af medlemmer fra en rivaliserende etnisk gruppe.

”Bevæbnede grupper truer med at forvolde mere ødelæggelse.”

Mahecic fortsætter: ”Derudover er voldsomme sammenstød mellem de congolesiske væbnede styrker og militser fortsat siden slutningen af januar, mens nyopståede bevæbnede grupper truer med at skabe mere ødelæggelse i provinsen.

”Folk, der flygter for livet omkring provinsens hovedstad, Kalemie, fortæller historier om forfærdelig vold begået under angrebene mod deres landsbyer, herunder drab, bortførelser og voldtægter.”

I 2017 dokumenterede UNHCR mere end 12.000 indberetninger om menneskerettighedskrænkelser i Tanganyika og i det nærliggende område, Pweto, hvor konflikten har spredt sig, tilføjer han.

”UNHCR frygter dog, at tallet af berørte er langt større, da mange områder var for farlige at få adgang til.”

Mange af ofrene for volden er tvunget til at leve i store bosættelser for internt fordrevne. En af dem er Katanika, som består af små hytter lavet af græs og grene. Bosættelsen breder sig udover en dal og nærliggende bakker.

En af hytterne tilhører Prosper Kamona Kabwe, 59 år, som ankom i december i 2017. Hans familie var ikke hjemme, da landsbyen blev angrebet, og han er desperat efter at finde dem.

”Min kone og vores fire døtre var i marken, da angrebet skete,” fortæller han til UNHCR. ”Vores to drenge var henne ved søen og fiske. Lige så snart det bliver sikkert nok, vil jeg gå ud og lede efter dem. Jeg får det dårligt, hver gang jeg tænker på dem. Jeg har ikke fred, jeg sover ikke godt.”

”Der er sygdom, malaria og blodmangel.”

Han fortæller, at leveforholdene i bosættelsen er dårlige. ”Der er sult og sygdom, malaria, blodmangel. Og der kommer vand ned gennem mit tag. Du kan se det. Gulvet er stadig vådt.”

Han siger, han håber på at finde arbejde i de nærliggende marker eller samle brænde for at overleve.

Enlige kvinder og enker uden ordentligt tag over hovedet er især i fare for seksuelle overgreb og vold, siger UNHCR.

Tundwa Kissimba, 32 år, bor i en midlertidig bolig med sine fem børn i byen Kalemie. Boligen har ikke nogen dør, kun et stykke stof til at beskytte hende og hendes børn. Hendes mand blev dræbt under et angreb.

”Da jeg flygtede, kunne jeg ikke tage andet med end mine børn,” siger hun. ”Jeg spurgte folk i byen om byggemateriale. De gav mig noget stof og nogle poser. Det regner ind og børnene bliver syge. Jeg føler mig utryg. Vinden kan ødelægge boligen.”

Volden i Tanganyika-provinsen, hvis areal er tre gange større end Schweiz’ og havde en befolkning på 3 millioner, har nu sendt mere end 630.000 internt fordrevne på flugt, hvilket er dobbelt så mange som i december 2016. UNHCR appellerer for mere støtte til at hjælpe befolkningen med at overleve, siger Mahecic.

Sidste år modtog UNHCR mindre end én dollar per person fra donorbidrag til vores operationer og programmer for internt fordrevne i DRC.

UNHCR appellerer for i alt 368,7 millioner USD til den congolesiske krise. Der er brug for i alt 80 millioner USD til at hjælpe de internt fordrevne grupper i DRC.

Mange er ikke så heldige som Jean Kiza Kambi. Efter et par timers søvn tog han ud for at lede efter sin kone og børn og fandt dem i sikkerhed sammen med andre familiemedlemmer.

 

Del på Facebook Del på Twitter