“Ingen burde tvinges til at sætte livet på spil for at blive forenet med sin familie”

Når de sidder sammen i deres køkken i København, er Manal og hendes tre børn glade for at være sammen. Manal har fået politisk asyl, og hendes børn har fået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, hvilket betyder, at de endelig kan leve sammen. Men når de tænker tilbage på det, de har været igennem for at nå hertil, skifter stemningen hurtigt.

”Jeg ved ikke engang, om det er godt at kunne huske eller ej,” siger Manal. ”Jeg kan mærke, at det sidder i min krop.”

Manal arbejdede som sekretær i det syriske justitsministerium, da volden og konflikten i hendes hjemland kom for tæt på. Da hun var løbet tør for andre muligheder, var hun nødt til at træffe en beslutning, som ingen mor skal være nødsaget til: Hun flygtede for sit liv og måtte efterlade sine tre børn i Syrien.

Manals hjem var blevet ødelagt af bombardementer og kampe. Da hun modtog direkte dødstrusler fra oprørsgrupper og en dommer blev dræbt, indså Manal, at hendes eget liv var i fare.

Der var hverken nok tid eller penge til at organisere flugten for både hende og børnene. Manal flygtede derfor alene, men havde en klippefast tro på, at hendes børn kun haltede få skridt efter hende. Der skulle dog gå mere end et år, før hun så sine børn igen.

I december 2014 ankom hun til Danmark og et liv i sikkerhed, men hendes bekymringer var langt fra ovre. På grund af den nationale lovgivning skulle hun vente tre år i Danmark, inden hun kunne blive genforenet med sin familie. Tre år mere i konstant frygt for, at hendes børn skulle flygte alene til Europa, fordi de var i fare for at dø i et bombardement, blive kidnappet eller myrdet af en oprørsgruppe.

“Ingen ønsker at leve uden sine børn.”

 ”Jeg havde ét ønske,” fortæller hun. ”At se mine børn. Jeg kunne ikke forestille mig at leve mit liv uden dem. Ingen ønsker at leve uden sine børn.”

Manal var desperat og magtesløs, og hun følte sig tvunget til at ty til hjælp fra menneskesmuglere for at få sin familie til Danmark hurtigst muligt.

Børnenes flugt begyndte i oktober 2015, da Manals ældste datter Sarah skrev, at de havde fundet en person, som kunne hjælpe dem over grænsen til Tyrkiet, hvorfra de skulle tage en båd til Grækenland. Manal var lykkelig, da Sarah skrev, at børnene var ankommet sikkert til den tyrkiske kyst og skulle med en båd næste morgen.

Men derefter hørte Manal intet. Hun gik i seng og frygtede det værste og vågnede til nyheden om, at en båd fra Tyrkiet til Lesbos var kæntret. Mange var druknet. Manal vidste, at hendes børn var ombord på netop den båd. Hendes verdens kollapsede, da medierne gentog antallet af kvinder, mænd og børn, som havde mistet livet.

Manal befandt sig i asylcentret, alene og plaget af skyldfølelse. Hun krøb i fosterstilling, rystede af smerte og var ude af stand til at bevæge sig.

 “Hvad er meningen med livet, hvis dine børn er døde?”

Efter fire dage fandt Manal et foto af en druknet dreng, der lignede hendes 8 år gamle søn Karam. Han havde de samme brune krøller, det samme blik i øjnene og det samme uskyldige ansigtsudtryk. Billedet var utydeligt, men det kunne sagtens være hendes søn.

”Hvad er meningen med livet, hvis dine børn er døde,” spurgte Manal sig selv. ”Det eneste, de ønskede, var at komme i sikkerhed, og nu er de døde, fordi jeg sagde, at Danmark var et trygt land at komme til.”

Ti dage senere modtog Manal en besked på Facebook. Beskeden var kort, og afsenderen var en fremmed, men ordene var dyrebare: ”Dine børn er i live. De er i Tyrkiet.”

På trods af Manals frygt for deres sikkerhed, forsøgte de tre børn at krydse havet igen – og de nåede endelig sikkert til Lesbos i Grækenland. Rejsen op igennem Europa tog dem næsten en måned, inden de endelig kunne genforenes med ders mor i Danmark i november 2015. De havde været adskilt fra hinanden i over et år.

I dag er Manal og hendes børn i Danmark – sammen og i sikkerhed, men minderne om deres oplevelser plager dem stadig.

”Ingen burde tvinges til at krydse et hav og sætte livet på spil for at blive forenet med sin familie,” siger Manal. ”Ingen.”

Manal med sine tre børn, Karam, 8, Jourdy, 13 og Sarah, 18. © UNHCR/Johan Bävman

“Sea of Sorrow, Sea of Hope” er en dokumentarfilm om Manal og hendes kamp for at redde sine børn ud af det krigshærgede Syrien. Det er et indblik i realiteterne for tusindvis af flygtningefamilier, der er blevet splittet fra hinanden af konflikt, grænser og stadig strengere lovgivning i Europa og verden – lovgivning, der tvinger mange til at risikere deres liv på farlige smuglerruter.

Se traileren her:

Find mere information om ”Sea of Sorrow, Sea of hope” på dokumentarfilmens officielle webside: www.seaofsorrowseaofhope.com