UNHCR bifalder de libyske myndigheders beslutning om at oprette en transitfacilitet i Tripoli for personer med beskyttelsesbehov.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, bifalder de libyske myndigheders beslutning om at oprette en transitfacilitet i Tripoli for personer med behov for international beskyttelse.
Initiativet, som støttes af den italienske regering, vil lette overflytningen af tusindvis af udsatte flygtninge til tredjelande. “Vi håber, at tusindvis af de mest sårbare flygtninge, som i øjeblikket befinder sig i Libyen, vil få gavn af dette fremsynede initiativ,” siger Roberto Mignone, UNHCR’s repræsentant i Libyen. Han tilføjer, at hovedformålet er at fremskynde processen med at sikre løsninger i tredjelande, især for uledsagede børn og udsatte kvinder.
Disse løsninger vil omfatte genbosættelse (kvoteflygtninge), familiesammenføring, evakuering til UNHCR’s nødhjælpsfaciliteter i andre lande eller frivillig tilbagevenden, alt afhængig af situationen.
På transitfaciliteten vil UNHCR-medarbejdere og partnere sørge for registrering og livreddende hjælp som tag over hovedet, mad, lægehjælp og psykologisk støtte.
Dette initiativ er blot ét i en række af foranstaltninger, der er nødvendige for at tilbyde alternativer til de farlige rejser, som flygtninge og migranter foretager over Middelhavet. I september efterspurgte UNHCR yderligere 40.000 kvotepladser, der skal stilles til rådighed for flygtninge i 15 lande langs Middelhavsruten. Indtil videre er der kun givet tilsagn om 10.500 pladser.
“Dette initiativ er et afgørende skridt fremad. Vi er taknemmelige for den libyske regerings stærke engagement i at gøre det muligt, såvel som for den vigtige rolle som Italiens regering spiller. Men vi har nu brug for, at EU’s medlemsstater og andre lande træder yderligere til og tilbyder kvotepladser og andre løsninger, herunder familiesammenføring,” siger Mignone. “Alt i alt vil dette udgøre en vigtig platform til at finde løsninger for disse sårbare mennesker baseret på vores fælles ansvar.”
Del på Facebook Del på Twitter