Situationen i Syrien udvikler sig hurtigt, og dynamikken i flygtningestrømmene fortsætter både internt i Syrien og på tværs af landegrænser i en kontekst, der har skabt en af verdens største flygtningekriser.
Midt i denne usikre situation varierer de individuelle omstændigheder, herunder årsagerne til fordrivelse. Mens tusinder allerede er vendt hjem, er der hundredtusinder, der flygter for deres liv internt i landet. Begge grupper har brug for beskyttelse og støtte.
De, der flygter fra vold og forfølgelse, har ret til at søge sikkerhed og asyl. Det er derfor afgørende, at syrere, der er tvunget til at flygte fra landet, får adgang til territorium. Enhver, der søger international beskyttelse, skal kunne få adgang til at søge asyl, og deres sag skal behandles grundigt og individuelt, så der sikres en fair proces i overensstemmelse med passende procesgarantier.
UNHCR noterer sig, at flere stater har besluttet at suspendere beslutningstagning om asylansøgninger fra syrere, indtil situationen i landet er stabiliseret, og der er pålidelige informationer om sikkerheds- og menneskerettighedssituationen, som kan anvendes til at vurdere de enkelte ansøgeres behov for international beskyttelse.
I lyset af den usikre og meget flydende situation er det acceptabelt, at behandlingen af asylansøgninger fra syrere er suspenderet, så længe folk kan ansøge om asyl og indgive asylansøgninger.
Når forholdene i Syrien er mere afklarede, vil UNHCR også give vejledning til stater om de internationale beskyttelsesbehov for relevante grupper af syrere i risiko.
Syriske asylansøgere, der venter på, at beslutningstagning om deres ansøgninger genoptages, bør fortsat have de samme rettigheder som alle andre asylansøgere, herunder hvad angår modtagelsesforhold. Ingen asylansøger bør blive tvangsreturneret, da dette vil betyde overtrædelse af staters forpligtelse til ikke at returnere personer til fare for forfølgelse (non-refoulement).
UNHCR opfordrer fortsat alle stater til at sikre adgang til territorium, asyl og beskyttelse for personer, der søger sikkerhed. Dette inkluderer også respekten for princippet om non-refoulement.
Efter 14 års konflikt bringer de seneste udviklinger håb om, at det syriske folks lidelser måske endelig vil tage en ende, samt at der kan findes retfærdige løsninger på verdens største flygtningekrise.
Som FN’s Flygtningehøjkommissær har understreget, anbefaler UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, at fastholde fokus på hjemvendelsesspørgsmålet – med tålmodighed og årvågenhed som nødvendige faktorer, og med håbet om at situationen på jorden vil udvikle sig positivt, så frivillig, sikker og holdbar hjemvenden kan finde sted, og flygtningene kan træffe informerede beslutninger.
Millioner af syriske flygtninge, der opholder sig udenfor Syrien, forsøger at vurdere, hvad de hastige ændringer i landet betyder. De overvejer, hvor sikre forholdene vil være i Syrien, og hvordan deres rettigheder vil blive respekteret, før de kan træffe en frivillig, informeret beslutning om potentielt at vende hjem. De skal gives plads til at gøre dette uden pres.
UNHCR understreger, at alle flygtninge har en grundlæggende ret til at vende tilbage til deres hjemland, når de ønsker det, og at al hjemvenden må ske frivilligt, værdigt og sikkert. UNHCR står klar til at støtte flygtninge, der vender tilbage, så snart forholdene tillader det, og understreger, at syrere under sådanne usikre tider skal have fleksibilitet til at vurdere forholdene ved tilbagevenden, f.eks. ved at benytte sig af “Go and See”-besøg.
Efterhånden som situationen udvikler sig, vil vi overvåge udviklingen, engagere os med flygtningesamfund og støtte stater i forhold til frivillig og organiseret hjemvenden.
UNHCR er bekendt med rapporter om syrere, der vender tilbage fra Libanon til Syrien, herunder bevægelser gennem Masnaa grænseovergangen i Bekaa.
Vi forstår, at officielle grænseovergange i det nordlige Libanon i øjeblikket er lukket, mens hjemvenden rapporteres at foregå via uofficielle grænseovergange i områder som Wadi Khaled. Ifølge Libanons Generelle Sikkerhedskontor (GSO) er der blevet annonceret foranstaltninger for at lette hjemvenden til Syrien.
Det er vigtigt at bemærke, at immigrationsstrukturerne på den syriske side angiveligt ikke fungerer i øjeblikket.
Vi er også opmærksomme på, at syriske flygtninge fortsætter med at vende tilbage fra Tyrkiet gennem Bab al-Hawa og Bab-al Salam grænseovergange i det nordvestlige Syrien (NWS).
UNHCR er også opmærksom på tusindvis af syrere, der flygter fra Syrien ind i Libanon.
Pressekontakt:
I København: Andreas Fløistrup, [email protected], +45 28 15 72 28
Del på Facebook Del på Twitter