UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er dybt bekymret over den forværrede humanitære situation, som civile står over for i den østlige del af DR Congo. Konflikten og volden er eskaleret de seneste uger, og den rammer uskyldige civile, som forsøger at søge sikkerhed i udkanten af konfliktzonerne.
Siden den 7. februar, hvor kampe omkring byen Sake i den østlige del af landet blev genoptaget, er 144.000 personer blevet tvunget til at flygte. De flygter fra bombardementer, som både har ramt civile områder og lejre for internt fordrevne. I løbet af de sidste par uger har mere end 20 uskyldige civile mistet livet mens mere end 60 er blevet såret.
Mens konflikten omkring Sake raser, har væbnede oprørsgrupper i denne uge startet en grusom bølge af målrettede angreb mod civile i Beni-regionen i North Kivu samt i Ituri-provinsens Irumu-territorium. UNHCR’s overvågningsteam for beskyttelse har modtaget rapporter om drab, kidnapninger og afbrænding af huse. UNHCR fordømmer disse overgreb mod civile og fordrevne mennesker og opfordrer til omgående indstilling af fjendtlighederne på tværs af de østlige provinser for at beskytte uskyldige civiles liv.
Forholdene for de nyligt fordrevne i den østlige del af landet forværres af den eksisterende presserende humanitære situation. Mere end 7 millioner mennesker er fortsat tvunget på flugt rundt om i landet, mens omkring 500.000 er flygtet ud af landet.
De fordrevne står allerede overfor betydelige udfordringer, herunder manglende husly, utilstrækkelige sanitære forhold og begrænsede muligheder for indtjening.
UNHCR har med succes argumenteret for at forlænge opretholdelsen af to lejre for mennesker tvunget på flugt i udkanten af Goma og planlægger sammen med andre humanitære organisationer at levere 900.000 telte i 2024 – næsten dobbelt så mange som de 500.000, der blev opført sidste år.
For at imødekomme de mange humanitære behov i DR Congo er der lanceret to planer for at hjælpe de mennesker, der har brug for det:
OCHA, FN’s kontor for koordinering af den humanitære indsats, appellerer om cirka 18 milliarder kroner for at hjælpe omkring 8,7 millioner mennesker i nød i hele landet.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, appellerer om cirka 4,5 milliarder kroner for at yde kritisk beskyttelse og bistand til 1 million congolesiske flygtninge og 1 million beboere i de lokalsamfund, der huser flygtningene – flertallet af dem er i Angola, Burundi, Republikken Congo, Rwanda, Uganda, Tanzania og Zambia.
Del på Facebook Del på Twitter