FN og partnere har i dag appelleret om samlet set 28,4 milliarder kroner for at kunne imødekomme de mest presserende humanitære behov blandt civile inde i det krigshærgede Sudan og dem, der er flygtet til nabolande.
GENEVE Ti måneder efter konflikten brød ud, har halvdelen af Sudans befolkning, omkring 25 millioner mennesker behov for humanitær bistand og beskyttelse. Over 1,5 millioner mennesker er flygtet over Sudans grænser til Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Egypten, Etiopien og Sydsudan.
Udbredelsen af kampe i Sudan siden april – herunder til landets brødkurv, Aj Jazirah – har skabt en af verdens største fordrivelses- og beskyttelseskriser. Sult hærger, og næsten 18 millioner mennesker står over for akut fødevareusikkerhed.
Intense kampe fortsætter med at ødelægge vandforsyningen og anden kritisk civil infrastruktur i Sudan, og næsten tre fjerdedele af sundhedsfaciliteterne er ude af drift i konfliktområderne. Sygdomme som kolera, mæslinger og malaria spreder sig, samtidig med at to tredjedele af befolkningen mangler adgang til sundhedspleje. Omkring 19 millioner børn går ikke i skole. Menneskerettighedskrænkelser er udbredte, med vedvarende rapporter om kønsbaseret vold.
FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) koordinerer responsen inde i Sudan, og dette års Humanitære Behovs- og Responsplan appellerer om 18,7 milliarder kroner for at nå 14,7 millioner mennesker. UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, koordinerer den regionale plan for flygtninge og appellerer om 9,7 milliarder kroner for at kunne hjælpe næsten 2,7 millioner mennesker i fem lande, der grænser op til Sudan.
Samlet set sigter begge planer mod at støtte omkring 17,4 millioner mennesker i Sudan og regionen.
“Ti måneder med konflikt har berøvet sudaneserne næsten alt – deres sikkerhed, deres hjem og deres levebrød,” siger Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og Koordinator for Nødhjælp, Martin Griffiths, og forsætter.
“Generøsiteten fra donorer hjælper os med at levere mad og ernæring, husly, rent vand og uddannelse til børn samt bekæmpe kønsbaseret vold og tage hånd om overlevende. Men sidste års appel blev finansieret med mindre end halvdelen. I år skal vi gøre det bedre og med en skærpet følelse af hastværk.”
Krigen har hidtil tvunget over 1,5 millioner mennesker til at flygte til nabolande, der allerede havde overbelastede ressourcer og husede store flygtningepopulationer. Dette inkluderer flygtninge og personer tvunget til at vende tilbage til deres hjemlande for tidligt. De fleste af dem ankommer til fjerntliggende og svært tilgængelige områder, der mangler essentielle serviceydelser. Støtte til humanitær respons er afgørende, men investeringer til at styrke nationale serviceydelser og lokalsamfundenes modstandsdygtighed er lige så afgørende for at kunne støtte værtsregeringerne og muliggøre, at folk kan leve med værdighed.
“Jeg har netop mødt sudanesiske flygtninge i Etiopien og fordrevne mennesker inde i Sudan – de har mistet så meget,” siger FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, og forsætter.
“Gang på gang hører vi den samme besked fra dem: Vi ønsker fred, så vi kan vende hjem, og vi har brug for støtte til at genopbygge vores liv. Folk gør deres bedste for at klare sig med den grundlæggende støtte, som værtsfællesskaberne og humanitære partnere kan give dem. Jeg opfordrer det internationale samfund til at intensivere deres støtte til Sudans befolkning. De har desperat brug for hjælp, og de har brug for det nu.”
Nødhjælpsarbejdere fra 167 humanitære organisationer hjalp omkring 7 millioner mennesker i Sudan i 2023 med støtte fra internationale donorer. På trods af betydelige udfordringer med at komme frem leverede det humanitære samfund livreddende bistand på tværs af konfliktlinjer i Sudan, og det fortsætter med at støtte lokale sudanesere i områder, som få internationale partnere kan nå, herunder Khartoum og Darfur. Adgang via grænsen fra Tchad har været en kritisk livline, og andre muligheder overvejes.
I 2023 støttede 64 partnere værtsregeringerne i at levere kritisk livreddende støtte og beskyttelse til over 1,5 millioner mennesker i fem nabolande: Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Egypten, Etiopien og Sydsudan. I 2024 sigter planen for håndtering af flygtninge på at have 82 partnere på tværs af de fem lande for at fortsætte med de livreddende indsatser og yderligere støtte opbyggende indsatser for op til 2,7 millioner mennesker.
Del på Facebook Del på Twitter